Bog

Dyr med pels - og uden

Af (
2016
)

Anmeldelse

Dyr med pels - og uden af Hanne Kvist

28 nov.16

Freddy flytter ofte med sin mor fra sted til sted og får nye papsøskende og bonusfædre. Derfor er det ikke mærkeligt, at han ønsker sig en hund.

Hanne Kvist fortæller Freddys historie med Freddy selv som fortæller og i et sprog, der på alle måder fanger Freddys stemning og understreger handlingen. I bogen bor de i Herlev på ellevte måned, og netop her har Freddy til en afveksling fået en ven – den gode og iderige Eskild. De har sammen lavet en dyreklub, hvor de vil spare sammen til henholdsvis en hund og en slange på tolv meter. Eskilds mange ideer lykkes desværre ikke altid efter hensigten.

Freddy og Eskilds venskab og forsøg på at nå deres mål står stærkt i bogen. Handlingen tager rigtig fart, da Eskild forærer Freddy en hamster, som han må holde skjult, da moren er allergisk over for dyr med pels. Hans papsøster bruger hamsteren som statist i en film, som desværre ender med, at hamsteren dør. Freddy bliver helt knust og stikker af hjemmefra. Han møder heldigvis Mikkel, en ung mand i Cadillac, og han får Freddy til at råbe ud af vinduet: Jeg vil bestemme selv.

Indtil hamsterens død, har Freddy i sin helt egen stil fortalt historien, men pludselig kan han ikke mere. Han har ikke flere ord. Derfor skifter bogen over til en billedhistorie – en tegneserie. Først da Mikkel har fået Freddy på ret køl igen, kommer der igen ord på historien. Meget flot tænkt og udført at Hanne Kvist, der står for både ord og illustrationer.  Bogen er velegnet til oplæsning fra 7 år og selvlæsning for de lidt ældre.

Jim Højberg, Vejle Bibliotekerne

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
52182182
Graphic
Hanne Kvist
ISBN
9788702178739
Antal sider
236

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer