Bog

Dybt fald

Af (
2011
)

Anmeldelse

Dybt fald af Karin Slaughter

24 okt.11

Dybt fald i første kapitel - Hæsblæsende krimi fra Karin Slaughters hånd!

Man bliver væltet bagover i løbet af de første 25 sider, og det er sikkert sådan det føles at være midt i bogens begivenheder! Karin Slaughter tager læseren med på opklaringsarbejde.

Evelyn Mitchell, en tidligere efterforskningsleder af narkoafdelingen kidnappes. Hendes datter Faith ankommer til moderens hus midt i kidnapningen og som specialagent reagerer hun. Faiths makker Will Trent sættes på sagen sammen med chefen Amanda Wagner, og deres opklaringsarbejde er livsfarligt, dramatisk, blodigt og taktisk. De er oppe mod spekulative og koldblodige kriminelle, og det demonstreres tydeligt at der er skarpe hierarkier, regler og magt blandt bandemedlemmer, især inden for narkomiljøet.

Amanda Wagner er erfaren og dygtig og har mange kontakter, hvilket gør opklaringen både nemmere og farligere. Dog har hun ingen empati og bærer selv rundt på svær viden. Heldigvis tager den kloge Will Trent over og sørger for handling på de rigtige tidspunkter. Faith Mitchell gør alt hvad der er i hendes magt for at hjælpe sin mor. Hun fremstår som bogens heltinde og gennemgår tre forfærdelige dage i et forsøg på at beskytte sig selv og sin familie.

Bogen foregår over ganske kort tid, og sideløbende med opklaringen kommer vi ind under huden på Will Trent og Sara Linton, som er retsmediciner og dermed også involveret. Trent og Linton er forelskede og har mere end bare sagen til fælles. De har hver deres svære fortid, og det gør smerteligt ondt at læse om især Wills akavede måde at omgås andre mennesker på. Selvom Sara Linton er ude på sidelinjen i opklaringsarbejdet, formår Slaughter at få hendes karakter tydeligt frem i historien. Linton og Trent er Slaughters hovedpersoner, og der vil helt sikkert komme flere med de to i hovedrollerne.

De stærke følelser hos både Faith Mitchell, Sara Linton og Will Trent står knivskarpt, og både det sagte og usagte hos personerne er rigtig godt beskrevet.

Blandt skurkene i bogen nævnes en lang række personer. Det store persongalleri kan gøre læsningen lidt forvirrende, men afspejler nok at der ER mange i bandemiljøerne. På trods af gentagne omtaler af de involverede, lykkedes det mig ikke at få styr på dem. Heldigvis er bogens slutning med til at klarlægge deres navne og betydninger, men især en enkelt af dem bliver omdrejningspunktet og bliver i høj grad husket.

Oversætteren har gjort et fint stykke arbejde, og endelig en bog uden slåfejl og sproglige fejl. En fornøjelse at læse, sproget flyder godt. Bogens blodige omslag er meget sigende for handlingen, jeg tænker at bogen er klappet og klar til en filmatisering.

Bogdetaljer

Forlag
Hr. Ferdinand
Oversætter
Henrik Enemark Sørensen
Faustnummer
28951841
Graphic
Jon Asgeir
ISBN
9788792639660
Antal sider
430

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer