Bog

Drevet til mord

Af (
2019
)

Anmeldelse

Drevet til mord af Rachel Abbot

21 jan.19

Der er noget dystert og mørkt over denne spændende og nervepirrende start på en ny trilogi af Rachel Abbott.

Evie og Mark bor i et stort og flot hus sammen med deres lille datter Lulu. Huset har Mark arvet efter sin tidligere kone, der døde efter et fald ned af kældertrappen. Alt burde være godt, men der er noget galt med deres forhold. Hvorfor kommer Evie hele tiden til skade når Mark er ude at rejse i arbejdsmedfør, og hvorfor er Marks søster Cleo så utilfreds med Evie samtidig med, hun allerhelst vil bestemme over Mark.

Cleo ved altid bedst, og Evie er ikke det bedste for Mark. En aften går det galt i den store flotte villa, og politiet bliver tilkaldt. Stephanie King finder to døde personer og et grædende barn – eller det er i hvert fald, hvad hun i første omgang tror. Selvom sagen umiddelbart virker ligetil, er der meget, der ikke er, som det ser ud, og udfaldet af den efterfølgende retssag er på ingen måde givet.

Lige fra allerførste side er der en mørk og ildevarslende stemning over både personerne og handlingen. Man ved, at der er noget ufortalt, men det er ikke nemt at sætte fingeren på, hvad det er. Handlingen er intens fra start til slut, og flere gange tvister plottet på fuldstændig overraskende og uventede måder. Selvom man som læser ved, at der vil ske noget uventet, og man har sine mistanker, er handlingen udspekuleret og gennemtænkt, så jeg i hvert fald ikke lige helt gættede slutningen.

'Drevet til mord' er en såkaldt Domestic noir, og kan man lide denne genre, er det bare om at komme i gang med bogen. Jeg kan også anbefale Abbots to andre bøger på dansk, Bag facaden og Kun de uskyldige, der begge er psykologiske krimier. De er også spændende og virkelig godt skrevet med tempofyldt handlingsforløb og et flydende sprog.

 

Bogdetaljer

Forlag
Gad
Oversætter
Lærke Pade
Faustnummer
46008642
ISBN
9788712056850
Antal sider
367

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer