Bog

Dø, løgn, dø

Af (
2012
)

Anmeldelse

DØ, LØGN, DØ af Mette Moestrup

Mette Moestrup har en unik evne til at lege med ordene, vende dem på hovedet og bruge dem i nye, skarpere sammenhænge. Bogen morer, imponerer og berører, også selvom den kan være svær at trænge ind i.

Det er ikke let for mig at anmelde en digtsamling af Mette Moestrup, heller ikke selvom jeg er begejstret. Mette Moestrups digte er vidunderligt vilde og eksperimenterende, fyldt med skønne ord og rablende fabulerende. De er pågående og provokerende, underholdende og fascinerende, og så kan man mærke, at forfatteren vil en masse med sine ord i denne bog, som er fyldt med eksistentielle temaer.

Digtene handler om køn og seksualitet, om liv og død, om sort og hvid, om magt og afmagt, om skønhed, alder, kærlighed og sorg. Digtsamlingen består af fem dele, og jeg morede mig højlydt, da jeg læste den del af bogen med den fantastiske titel ’Meget lidt om Cleïs (Sapphos datter, eller hvad?)’. Forfatter-jeg’et overvejer for og imod at skrive en biografi om Cleïs. Der eksisterer åbenbart forsvindende få fakta om kvinden, der måske - måske ikke - var datter af den kvindelige græske digter Sappho. Faktisk er Cleïs kun nævnt i tre digtfragmenter af Sappho, men de få ord får digter-jeg´et alligevel omsat til forskellige både underholdende og tankevækkende bud på biografier.

Jeg blev mest berørt, da jeg læste den del, der hedder ’Hvid mælk fra det onde bryst’, specielt af digtet ’At mælken løber til’, hvor jeg-fortælleren ser en fremmed ung kvindes fald fra fjerde sal. Hun sidder hos hende, holder hendes hånd, der er hel og hører hendes sidste ord. Hun er bare ikke sikker på, om hun sagde ”mit ben” eller ”mit barn”. Den unge kvinde er levende men døende, og senere dør hun af sine kvæstelser. Det er et stærkt og tankevækkende digt.

Jeg blev mest imponeret, da jeg læste ’Sort trekant’. Stilistisk og grafisk er det et smukt afsnit om kvinder, alle verdens kvinder, der klædt i sort skal stille sig op i rækker, der danner sorte trekanter.

Og så er der det der med hvidheden, som løber igennem hele digtsamlingen - hvide syrener, hvide kitler, hvide bryster, hvid mælk, hvidt skind, hvidt flag, hvidvin, hvidt hår, snehvide, hvide tænder, hvide kvinder. Digtsamlingen er fuld af ordet hvid, selv teksten er trykt på papir i forskellige hvide nuancer, men det følger ikke afsnittene, så jeg er ikke helt sikker på, om jeg forstår meningen med det. Man kan dog konstatere, at der noget, der er mindre hvidt end andet hvidt.

Jeg har læst ”DØ, LØGN, DØ” mange gange og er stadig meget begejstret. Mette Moestrup vil en masse med sine digte, nok også mere end jeg har forstået. Men fornøjelsen ved at læse forfatterens fantastiske sprog overgår langt ærgrelsen over måske ikke at have fået det hele med.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
29335990
ISBN
9788702122022
Antal sider
173

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer