Bog

Det mørke

Af (
1994
)

Anmeldelse

Det mørke af Mads Brenøe

03 okt.05

Tre morbide fortællinger med hver sin mandlige hovedperson - om deres drift mod det mørke og døde, mod sorg og smerte.

Fortælling ét handler om en fars incestuøse forhold til en lille datter, fortælling tre om en mands kærlighed til sin elskede, smukt, poetisk, indtil det åbenbares, at hun er død, så skævvrides historien og vores følelser.
 
Den midterste novelle handler om kropslig selvdestruktion, om jegfortællerens lystbetonede drift mod at skade sig selv. Han er kunstmaler, han er afhængig af dulmende whisky og godt igang med at opløse sin krop i et kløende, skorpende smertehelvede.
 
Vi er med vores fortæller helt ude på afgrundens rand, hvor alt krakelerer, går i total opløsning, men hvor smerten og lidelsen accepteres som en naturlig del af menneskelivet, og hvor det mørke og det onde fremkalder lystfølelse hos jegpersonen. Og når man efterstræber at tilintetgøre kroppen, indebærer det i sin yderste konsekvens en afsked med livet, selvmordet.
 
Hvis man skal prøve at tolke Brenøe, må det være noget med, at den destruktive kropsoptagethed fylder en tomhed ud og således bliver meningsfyldt i sig selv. Så det tilsyneladende meningsløse, lystbetonede, normoverskridende bliver en bekræftelse af eksistensen.
 
Der er tale om rendyrket realisme: se her, sådan er mennesker også, så onde, så svage, så mørke, når de bliver drevet ud til grænsen. Og kun sådan kan de mærke, de er i live.
 
Brenøe er provokerende, men selve provokationen kan af os læsere bruges til en etisk stillingtagen, en nødvendig forudsætning for at genvinde en naturlig følsomhed, en evne til grænsedragning, en evne til at genindgå i menneskelige relationer, kort sagt kunne (over)leve i en dehuman, postmoderne verden.
 
Læser man sådan, læser man langt ud over udpenslet kropslig nedbrydning og er ude i skrap samfundskritik, som kan give mindelser om Villy Sørensen, Albert Camus og Frans Kafka og deres modernistiske, absurde fortællinger og fra nyere hold om Bret Easton Ellis: ”American Psycho”.
 
Jeg kan godt li’ at blive udfordret på den intelligente måde, Mads Brenøe er i stand til. Han bliver aldrig min yndlingsforfatter, dertil er han for rå og mordbid, men jeg får langt mere tankegods med mig fra ham, end jeg gør, når jeg læser den 25. femikrimi/slægtsroman af mainstreamtypen (og så i øvrigt ikke et ondt ord om dem!).
 
Hermed anbefalet til dig, der tror, at dansk litteratur er åh, så forudsigelig, og som godt kan li’ at væmmes og blive vækket!

Lindhardt og Ringhof, 1994. 125 sider

 

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
20611049
ISBN
9788759504079
Antal sider
124

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer