Bog

Destin - seerkrystallen

Af (
2016
)

Anmeldelse

Destin – seerkrystallen af Danny Biltoft Davidsen

10 maj.16

Så er der dømt sci-fi action for alle pengene. Herligt at der igen er begyndt at udkomme gedigen og underholdende science fiction på dansk.

Danny Biltoft Davidsen slog for alvor igennem med sin ”Meta-type-serie”, og han fortsætter nu i samme spor med en science fiction historie, som synes at være første bind i en serie.

Genren er den såkaldt ”space opera” eller ”hård science fiction”, om man vil, og overordnet set er der tale om rumeventyr med fokus på rumskibe, fremmede galakser, og drabelige kampe mellem helte og skurke. Hovedformålet er hæsblæsende underholdning. Danny Biltoft Davidsen leverer i den grad varen. Der er fuld fart på handlingen fra start til slut, og selvom man undervejs kan savne lidt fordybelse og udbyggende beskrivelser, så keder man sig i hvert fald ikke.

Historien foregår tusinder af år ud i fremtiden. Da menneskeheden lærte at rejse i rummet, stødte de på den langt mere udviklede og ældre race, Torakiderne, hvis mægtige imperium strakte sig over utallige galakser. Torakiderne tog menneskeheden under deres vinger og hjalp dem med at kolonisere planeter og delte gavnligt ud af deres enorme viden.

I lang tid var der fred mellem de to racer, men snart tog menneskenes magtbegær og grådighed over, og det kom til krig, en krig som menneskene vandt. Trods deres avancerede teknologi blev Torakiderne stort set udryddet, og deres viden gik tabt.

Denne historie forgår årtusinder senere. Af og til støder skattejægere på artefakter og efterladenskaber fra Torakiderne, og netop på den trøstesløse asteroide Lyonaida prøver kaptajn Cyril (han er kaptajn på skattejægerskibet ”Den lovløse”) at købe et gammelt skrin med en mystisk sten indeni. Inden handelen kan gå i orden, dukker en flok af kejserens soldater op, og i den efterfølgende kamp falder skrinet ned i en dyb kløft. Her finder den forældreløse Meridel skrinet, og hun tror nu, at hendes og vennen Destins lykke er gjort, men Meridel bliver kidnappet af soldaterne.

Skattejægerskibet optager forfølgelsen, og Destin bliver nu en del af skibets besætning, og den forældreløse bondedreng bliver kastet ind i et langt større eventyr, end han nogensinde havde forestillet sig.

I kølvandet på ”Hunger Games” udkommer der i disse år en lind strøm af fantasy og science fiction for Young Adults, men mens de fleste af dem er såkaldte dystopier, er denne historie forfriskende anderledes og bæres især oppe af en intenst opbygget spænding og fuld fart på handlingen

Selvom man godt kunne have ønsket sig en mere uddybende beskrivelse af denne fremtidige verden langt ude i rummet, så åbenbares der spredte glimt af mening og baggrund undervejs, og det virker som om, forfatteren har totalt styr på sin handling og sit plot.

Personskildringerne fremstår derimod noget tynde og skabelonagtige, men man kan håbe, at det bliver bedre hen ad vejen, når serien fortsætter. Dette er dog af mindre betydning for en glimrende læseoplevelse, hvor bogens helt klare styrke er spændingsdelen.

Bogdetaljer

Secondary title
Destin, nr. 1
Forlag
Mellemgaard
Faustnummer
52312612
ISBN
9788793420298
Antal sider
225

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer