Depositum

Det giver blå mærker på samvittigheden at læse Jonsdóttirs bidende selvportræt af vesten. Det er ubehageligt, men vedkommende!

En grisemaske med et kunstigt, læbestift-rødt smil og løbende mascara dækker forsiden af romanen ’Depositum’. I et ikke-navngivet, velstående land lejer Gísella dele af sin store lejlighed ud til tre indvandrerkvinder. En af kvinderne har en datter, som smelter Gísellas hjerte, og Gísella forærer hende blandt andet en grisemaske. Gísella nedstammer fra en slægt, som har tjent formuer på landets hårde og egoistiske samfund, og når Gísella tilbyder den lille pige en grisemaske, så tilbyder hun hende i overført betydning statsborgerskab i de rige svins land.

Snart ligger grisemasken dog krøllet sammen i et hjørne, for bofællesskabet går ikke godt. Gísella, der har opbrugt sin arv og ikke selv kan finde ud af at arbejde, har af nød taget kvinderne ind. Men hun insisterer på stadig at bestemme enerådigt over lejligheden og overser, at hun også er afhængig af kvinderne. Hun hjælper aldrig med husholdningen, kræver nye ekstra-beløb ind, finder på nye urimelige regler og indsmigrer sig hos den lille pige, hele tiden med det udgangspunkt, at de bør være hende taknemmelige for hendes gode hjerte. De tre kvinder og barnet lever i stadig større utryghed, indtil de finder ud af at slå sig sammen og kæmpe.

Det er meget let at føle sig ramt af denne roman. Den barnløse arving Gísella kunne være billede på rige Danmark, der nægter at indse, at vi har brug for indvandring, nye børn, liv og farver. I stedet lader vi indvandrere flytte ind af ren medlidenhed og forbeholder os retten til ikke at behandle dem som ligeværdige medborgere. For mig har det været skræmmende og beskæmmende læsning, for sjældent har jeg brudt mig så lidt om en hovedperson, som jeg identificerer mig med. Det er ikke en smuk eller poetisk bog, men den går lige i kødet på et af de mest betændte områder i nutidens vestlige samvittighed.