Den sidste vinter

I 10. og sidste nervepirrende bind i Gøteborg-krimiserien om kriminalkommissær Erik Winter kommer døden faretruende tæt på

”Før eller siden føler enhver sig ensom. Det er lige meget, hvor mange der er lige i nærheden. Så bliver der stille. Og der havde været stille, usædvanligt stille det seneste år”

Det 10. og sidste bind i Gøteborg-krimiserien om den filosofisk anlagte kriminalkommissær Erik Winter og hans stab er en rigtig afskedsblues, på alle måder blå i tonen.

Døden kommer tæt på Winters privatliv. I forrige bind mistede han en nær kollega, og han slås stadig med mareridt herom. I Vasastan, tæt på Winters hjem, finder to mænd deres kæreste døde i sengen, da de vågner - to helt ens sager. På Winters private strand flyder et lig op, en dag hans lille familie er på besøg. Idyllen er brudt og rædslerne når selv til hans forældres tidligere ”vinterhi” ved Malaga, hvor Winter også har tilknytning.

Bogen er fyldt med analyserende dialog både blandt kollegerne og hjemme i familien. Stemningen er intens, og de psykologiske portrætter står klart. Det er ingen traditionel action-krimi, men historien fænger fra første side, og mørket og gyset spreder sig langsomt, så man ikke kan slippe bogen. Som læser skal man være parat til at lade sig indfange af den langsomt stigende spændingskurve, samtidig med at man følger Winters indre dialog og hører om hans dyre vaner.

Svenskerne har jo næsten en tradition for at lave 10 binds krimi-serier, tænk bare på Sjøwall/Wahlöö og Arne Dahls serie om A-gruppen, og denne føjer sig smukt til rækken. Det er en af de absolut bedste i Edwardsons krimiserie, men det kan anbefales at man læser serien i rækkefølge, ellers får man ikke det hele ud af historien.

Edwardsons krimier er intellektuelle og til tider komplicerede - nogle måske lidt fortænkte, men her i finalen går det hele op i en højere enhed!