Bog

Den danske chokoladehistorie

Af (
2016
)

Anmeldelse

Den danske chokoladehistorie af Annette Hoff.

21 sep.16

Et velskrevet pragtværk og en oplysende lystrejse gennem 300 års dansk chokoladehistorie og samfundsudvikling. Gå ombord i chokoladen og kast dig over denne fine bog.

Bogen har samme høje standard som de to foregående bøger om kaffe og te. Forfatteren, der er historiker og seniorforsker i Den Gamle By, har dykket dybt ned i et utal af kilder, som f.eks. skifteprotokoller og Øresundstolden, og skabt en detaljeret, men stringent opbygget bog, der følger chokoladens vej fra 1700 tallets eksotiske og kostbare drikkechokolade til de to trends i nutiden, den alment tilgængelige spisechokolade og den dyre gourmetchokolade. Hele vejen igennem er teksten ledsaget af et væld af illustrationer, f.eks. af chokoladekopper og -kander og forskellige interiører, som ikke kun er en fryd for øjet, men også tilføjer væsentlige aspekter. Alt i alt et velskrevet og spændende stykke kulturhistorie, der også giver et indtryk af samfundsudviklingen i perioden.

Annette Hoff kommer omkring mange aspekter af chokoladens historie, når hun følger dens vej gennem det danske samfund, og hun inddrager også baggrundshistorien om kakaotræet oprindelse og senere udbredelse. Vi får et indblik i chokoladens indtog i hjemmene hos overklassen og senere også hos den jævne befolkning. Rent praktisk bliver vi klogere på, hvordan man tilberedte chokoladen, og ved hvilke lejligheder man indtog den. Illustrationerne af de mange smukke kopper og kander understreger, at chokoladen i mange år var forbeholdt de rigeste i samfundet. Gamle opskrifter på drikkechokolade, chokoladekager og -desserter medvirker til at bringe os tættere på den tid.

På det overordnede plan beskrives handlen med chokolade, som i begyndelsen bl.a. blev varetaget af jødiske bissekræmmere eksemplificeret ved gamle regnskabsbøger fra godset Bidstrup. Også apotekere og hørkræmmere stod for salget, og i dag kan chokolade fås i ethvert supermarked. Produktionen er et andet interessant aspekt, og forfatteren beskriver udviklingen af danske chokoladefabrikker, deres produktionsmetoder og salgsstrategier. 

Også den nyeste udvikling er med i bogen, den eksklusive nicheproduktion med vægt på kvalitet og undertiden også på etik. Den bevidste forbruger efterspørger chokolade fremstillet uden brug af børnearbejdere og et overforbrug af sprøjtemidler. Tidens trend med oplevelsesøkonomi er også slået igennem på chokoladeområdet, hvor der tilbydes kurser i chokoladefremstilling.

Annette Hoff er en fremragende formidler, og hendes levende og velresearchede gennemgang af den danske chokoladehistorie vil umiddelbart appellere til en bred målgruppe. Når man til overflod får at vide, at chokolade (den mørke vel at mærke) indeholder sundhedsfremmende stoffer, gælder det bare om at gå om bord i chokoladen og samtidig kaste sig over bogen. Jeg håber stærkt, at Annette Hoff får mulighed for at fortsætte sin fine serie om danskernes nydelsesmidler.

Bogdetaljer

Forlag
Wormianum & Den gamle by
Faustnummer
52550246
ISBN
9788789531496
Antal sider
326

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer