Bog

De Udstødte - skæbnetimen

Af (
2006
)

Anmeldelse

De Udstødte - skæbnetimen af Carlos Pacheco & Rafael Marin

24 apr.06

Sorte Lyn og hans hustru vogter den skjulte by Attilan, men så finder Ronan Anklageren dem, og de må vælge mellem død eller underkastelse. Flot tegneserie om Marvel-universets helte.

Forlaget G. Floy Studio har i løbet af de seneste år gjort meget for tegneserier i Danmark. De har udgivet en mængde spændende, anderledes, flotte og også klassiske tegneserier, og "De udstødte" lægger sig smukt i forlængelse heraf.

Engang var Kree-folket herrer over universet, men nu er de trængt bort af andre racer. Kree-folket har dog en back-up plan – de udstødte! En race af dygtige krigere, som Kree-folket har fremelsket med egenskaber og færdigheder særegne for udvalgte racer.

De udstødte er ikke klar over dette. De lever i eksil på jorden og husker ikke deres oprindelse. Så da Ronan Anklageren pludselig falder over dem, står de helt uforberedte.

For at frelse sit folk underkaster Sorte Lyn og hans dronning Medusa sig Ronan, men først efter en voldsom kamp. Herefter sendes de på en mission for at slå Majestrixen ihjel og dermed gøre det muligt for Kree-folket igen at få magten.

Men undervejs møder de den idealistiske tronarving Jason af Spartax, og han viser uvidende Sorte Lyn, at der måske er en anden vej, hvis han vil frelse sit folk.

Rafael Marin og Carlos Pacheco har sammen lavet en rigtig flot tegneserie. Farverne er afdæmpede, og billedrammerne bruges dynamisk, så de understreger forløbet i handlingen. Personerne er tegnet detaljeret med flot mimik og udstråling, og baggrunden står som en perfekt kulisse. Efter min mening et utroligt flot værk. Samtidig er historien spændende og godt skruet sammen, så der er absolut dømt kræs for tegneserieelskere med "De udstødte".

Selvom man ikke kender alle Marvel-heltene fra tegneseriehæfterne, kan man sagtens følge med i historien. Og som bonus får man måske lyst til at kaste sig over andre hæfter om dem. Jeg gjorde i hvert fald.

Oversat af Steffen P. Maarup. G. Floy Studio, 2006. Ca. 100 sider : alle ill. i farver. Kr 148,-

Bogdetaljer

Forlag
Roskilde : G. Floy Studio
Oversætter
Steffen P. Maarup
Faustnummer
26156777
ISBN
9788791630149
Antal sider
0

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer