Bog

De savnede

Af (
2014
)

Anmeldelse

De savnede af Anna Hope

Den ukendte soldat fra Første Verdenskrig levendegøres  i denne fremragende roman af en engelsk debutant.

I forbindelse med ceremonierne omkring indvielsen af Den ukendte soldats grav i London i 1920 møder vi tre kvinder, der alle har lidt afsavn i den frygtelige krig.

Ada er mor til Michael, hendes eneste søn, som faldt i krigen. Hendes sorg er ubærlig og forværres, da hun har haft besøg af en ung dørsælger. Dørsælgeren kender sønnens skæbne, men afslører intet. Alligevel fornemmer Ada sønnens nærvær. Besøget påvirker hende så voldsomt, at hun ser sin søn alle vegne og forsømmer sine pligter i huset.

Hettie hedder en dansepige, der tjener ved at danse med gæster på Hammersmith Palais. Hendes indkomst herved går til moderen og hendes krigstraumatiserede broder. Evelyn er en ung enke, hvis kæreste aldrig kom tilbage. Hendes bidrag til krigen er at tage sig af de hjemkomnes forhold. De fleste vendte hjem invaliderede for resten af livet, fysisk og mentalt.

De tre kvinders hverdag beskrives i løbet af seks dage. Parallelt hermed følger man, hvorledes en ukendt soldat udtages blandt de mange lig og hvilke handlinger, der foretages med at arrangere kisten og give soldaten en værdig jordefærd over Kanalen. Uden at kende hinanden er de tre kvinders liv blevet påvirket af en frygtelig hemmelighed, som alle tre mænd har været involveret i. Her oprulles de grusomheder, som en krig afføder.

Anna Hope beskriver 1920’ernes England med en præcision, der virker overbevisende. Kvinders kjoler og overfrakker emmer af stoflighed, ligesom der ryges cigaretter i et væk. Man skal ikke forvente højstemte krigsberetninger men glæde sig over den afdæmpede tone, som Anna Hope så mesterligt behersker. Det er kvinders hverdag i en krig, hvor usikkerheden og sorgen hersker, men også forventninger til en ny og bedre tilværelse.

Bogdetaljer

Forlag
Klim
Oversætter
Bente Kastberg
Faustnummer
51121503
Graphic
Christinna Lykkegaard Nilsson
ISBN
9788771293159
Antal sider
280

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer