Bog

De efterladte

Af (
2018
)

Anmeldelse

De efterladte af Palle Schmidt

05 okt.18

Rå noir krimi som efterlader læseren tænderklaprende af flere grunde . Schmidt skriver effektivt og kontant. Tonen er rå, og kulden siver ud af siderne under læsningen.

Hauge er IKKE enhver svigermors drøm. Efter endnu en voldsdom står han for at skulle løslades, men dagen inden får han en opgave af Bjarke, en af fængslets hårde drenge. Bjarkes nevø, Ditlev, er død, men Bjarke har ikke fået lov til at tage til begravelsen. Så det skal Hauge. Og så skal han samtidig undersøge, hvad der egentlig skete, da Ditlev døde.

Hauge tager modvilligt til Nordjylland, nærmere bestemt en lille havneby lidt udenfor Frederikshavn, hvor Bjarkes søster bor. Umiddelbart er hun ikke interesseret i at have noget som helst at gøre med nogen af Bjarkes venner, og samme fjendtlige holdning stråler ud af alle, Hauge møder i den lille by.

Hauge lader sig dog ikke stoppe, og da han opdager, at to af Ditlevs kammerater også er døde, bliver han overbevist om, at der må være en sammenhæng. Men hvorfor skulle de tre unge mænd dø? Hvilke hemmeligheder skjuler sig i mørket? Og er man i byen overhovedet interesseret i at få sandheden frem?

Palle Schmidt debuterede som "voksenforfatter" med krimien ’Fanden på væggen’. En rå og kontant krimi-noir som tog læseren med på en tur ned i undergrundens dunkle mareridt. Nu er han aktuel med en ny krimi: ’De efterladte’, som bestemt ikke er mindre rå. Og heldigvis for det.

Denne gang er vi langt væk fra storbyens larm, i en lille fiskerby hvor vejret er ligeså ugæstfrit som de lokale. Beskrivelsen af byen, hvor man er heldig, hvis togene stopper, og hvor Hauge har lige så stor mulighed for at være usynlig, som en skildpadde har for at springe højdespring, står knivskarpt. Ligeså vellykket er portrættet af Hauge, der efter en problematisk barndom og ungdom har flere voldsdomme bag sig men samtidig har en veludviklet retfærdighedssans.

Her er ikke meget at grine af. Til gengæld er atmosfæren af had, mistro og fortabte drømme nærmest til at skære i. Det er flot skrevet. Plottet hænger godt sammen, og selvom Hauge langt fra er den typiske opklarer-type med sin kriminelle baggrund og mistro til politiet, synes jeg, han virker troværdig. Jeg køber uforbeholdent præmissen, og vil med glæde læse flere bøger om Hauge.

Bogen lægger sig i nordic noir-strømmen, men er samtidig helt sin egen. Trods sin mørke tone er den knaldende underholdende, og forsiden, som Palle Schmidt selv har tegnet, sætter fra start læseren i den rette, dystre stemning. ’De efterladte’ er med andre ord et perfekt bud til en mørk vinteraften i sofaen, hvis du som jeg er fan af hårdkogte krimier med interessante hovedpersoner og uden garanti for en happy ending.

Bogdetaljer

Forlag
Calibat
Faustnummer
54472234
ISBN
9788793281974
Antal sider
229

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer