Bog

De asociale – KZ-lejrenes glemte danskere

Af (
2014
)

Anmeldelse

De asociale – KZ-lejrenes glemte danskere af Tim Panduro og Maya Schuster

19 jan.15

Endnu en vigtig fortælling fra Anden Verdenskrig som behandler en overset gruppe danskeres liv i KZ-lejrene – desværre i et lidt ufærdigt format.

Danmarks rolle i Anden Verdenskrig udforskes stadig. Vi er som nation stadig stolte over vores indsats og modstand og dybt berørt af den skæbne, mange danskere fik i tyskernes koncentrationslejre. Man skulle tro, at emnet ville være udtømt efterhånden, men når man som jeg interesserer sig for emnet, bliver man altid begejstret for en ny vinkel på begivenhederne og ny viden.

Nazisternes racehygiejne omhandlede ikke kun jøder, men også sigøjnere, retarderede, homoseksuelle og andre grupper, de vurderede som farlige for det ’rene’ samfund. En sådan gruppe var også ’de asociale og vanekriminelle’, som omfattede blandt andet sortbørshandlere, småkriminelle og drukkenbolte. Bogen ’De asociale’ fortæller for første gang i ét samlet værk om denne gruppe danskeres skæbne under og efter besættelsen. I løbet af krigen blev der i alt deporteret ca 6000 danskere til arbejdslejre i Tyskland; heraf var ca 10% fra gruppen de asociale og vanekriminelle. Når man sammenholder det med gruppens høje dødelighed i lejrene, så burde vi måske kende mere til dem. Men begrundelsen for deres deportation blev anset som skamfuldt både i lejrene og hjemme, og betegnelsen forfulgte de overlevende og deres pårørende i mange år efter krigen.

Jeg har som nævnt stor interesse for emnet og har læst meget om det, og vidste derfor godt at nazisternes racehygiejne også omfattede denne gruppe mennesker, men det er altid rart at få udfoldet sin viden. Desværre er den oplevelse, jeg sidder tilbage med efter at have læst bogen, præget af en noget overfladisk tilgang til stoffet og en lidt usammenhængende fortælling. Jeg tror absolut ikke, det har været intentionen, når jeg tager bogens noteapparat og kilder i betragtning. De er omfattende, grundige og relevante – men måske har de været så omfattende, at forfatterne har haft svært ved at sortere og redigere i det? ’De asociale’ har selvfølgelig bidraget til ny viden om emnet for mig, men jeg ville ønske, at bogen var bedre gennemarbejdet.

Som interesseret i de mange aspekter og facetter i Anden Verdenskrigs gru og konsekvenser, byder jeg bestemt denne bog velkommen, men desværre med en lille anke vedhæftet.

Originally published by DinnaM, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Gad
Faustnummer
51234766
ISBN
9788712049456
Antal sider
286

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer