Anmeldelse

En dokumentarkrimi

"Something is rotten in the state of Denmark". William Shakespeare vidste det, og efter at have læst Christian J. D. Dirksens bog "DBC-SAGEN" er jeg tilbøjelig til at give ham ret.

I min naivitet troede jeg, at Enevælden blev afskaffet i 1849 i Danmark, men er det reelt også tilfældet? Tanken om, at den stadig eksisterer indenfor visse dele af systemet i Danmark, strejfer mig i hvert fald under læsningen af denne bog. 

Christian J.D. Dirksen dokumenterer sin kamp mod et meget egenrådigt system; Dansk BiblioteksCenter (DBC). DBC er en privat virksomhed, et aktieselskab, der er 100% offentligt ejet (KL ejer 61,5% og staten, kulturministeriet, de resterende 38,5%). DBC vurderer, om de bøger, der udgives i Danmark, er biblioteksegnede eller ej. De får hjælp til vurderingerne af eksterne konsulenter.

Christian J.D. Dirksen dokumenterer flere forskellige problemstillinger ved DBC's praksis i sin bog. En af dem er, at på trods af at DBC er 100% offentligt ejet, så er det en privat virksomhed, og der er derfor ingen klagemulighed. Kan det virkelig være rigtigt, at der er instanser i Danmark, hvor der ikke er den mindste form for retssikkerhed?

Hvis du som læser regner med, at det er en krimi i traditionel skønlitterær forstand, bliver du skuffet, for det er det ikke. Det er det langt fra. Som Christian J.D. Dirksen skriver på forsiden af bogen, så er det "En dokumentarkrimi". Det er en bog, du skal læse, hvis du interesserer dig for, hvordan det danske samfund er skruet sammen, og hvordan menigmand kommer til kort overfor dele af systemet.

Læs "DBC-SAGEN" og vurdér selv, om det er et retfærdigt system, eller om du giver William Shakespeare ret i, at "Something is rotten in the state of Denmark"...

Bogdetaljer

Forlag
Genspejling
Faustnummer
52707196
ISBN
9788799756896
Antal sider
176

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer