Bog

Daredevil

Af (
2006
)

Anmeldelse

Daredevil: Djævlens advokat af David Hine

Den nyeste Daredevil er en udspekuleret krimi forklædt som tegneserie. En dyster fortælling om retssystemets skyggesider, hvor det ikke altid er til at kende englene fra djævlene.

I Redemption, Alabama, langt fra det trygge Danmark hersker ondskaben, og et mord er blevet begået. Heldigvis er retfærdigheden blind, og det samme er Daredevil, som hjælper retfærdigheden på vej. Men visse steder har retfærdigheden trange kår.

Hovedpersonen er den blinde advokat Matthew Murdock som om natten er superhelten Daredevil. Superhelt er nok så meget sagt for han har ingen egentlige ”superkræfter” - han er ikke super stærk eller kan blive forvandlet til flydende lava, han kommer heller ikke fra en fjern galakse og er overfølsom overfor eksotiske grundstoffer.

Han er et almindeligt menneske, der som barn mistede synet, da han blev udsat for radioaktivitet. Fordi han blev berøvet synet, blev alle hans andre sanser skærpet til det ekstreme. Desuden fik han en slags ”syvende” sans, som gør at han kan ”fornemme” ting, for eksempel andre folks puls, skjulte tings placering og lignende.

Historien tager udgangspunkt i en virkelig begivenhed, barnemordene i Robin Hood Hills i den amerikanske stat Arkansas. Angiveligt begået af ”The West Memphis 3” - tre utilpassede outsidere, som offentligheden havde lagt for had.

Om det var dem, der har gjort det, hersker der stor tvivl om den dag i dag. Men det er dem, der blev dømt for det. Sagen var dengang præget af mange løse ender, modstridende vidneudsagn, og manglende beviser.

Sagen genfortolket, i tegneserieform er klart ret flot. Dog slår historien på et tidspunkt over til det amerikanske retssalsdrama, og det egner sig meget dårligt til tegneseriestilen. Men indfletningen af Daredevil og tegningerne kombineret med tekst fungerer rigtig godt.

Det, der bærer denne tegneserie, er historien, tegningerne er lidt for anonyme i forhold til, hvad man ellers er vant til. Og farvelægningen er ret kedelig, det er lige før det ville have fungeret lige så godt i sort/hvid.

Men alt i alt en rigtig god tegneserie, hvor man dog kunne ønske den var blevet ”peppet” lidt op på billedsiden. Historien er der nemlig intet i vejen med, den er i meget høj klasse, og indeholder en yderst overrumplende slutning, som man nok ikke ville se i en hvilken som helst amerikansk krimi.

Oversat af Steffen P. Maarup. G.. Floy Studio, 2006. - Ca. 140 sider. Kr 198,-

Bogdetaljer

Forlag
Roskilde : G. Floy Studio
Oversætter
Steffen P. Maarup
Faustnummer
26222389
ISBN
9788791630194
Antal sider
140

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer