Bog

Cirkus Manera

Af (
2012
)

Anmeldelse

Cirkus Manera af Iselin C. Hermann

27 nov.12

Velkommen i Iselin C. Hermanns magiske cirkus. Køb en billet til forestillingen - det er en oplevelse værd!

Velkommen i cirkus! Her er gøglere, tryllekunstnere, knivkastere, dværge og smukke kvinder. Når musikken spiller, og der er spotlight på manegen, er alt som i et fortryllet skær. Men efter tæppefald, når musikken er stoppet og hestene sat på stald, forsvinder noget af tryllestøvet, glansen og magien. Og det er hér, Iselin Hermanns roman ’Cirkus Manera’ foregår. Bag tæppet.

Cirkus Manera er på turné i Danmark. Jacomo og Jytte Manera er cirkusdirektørparret, Danilo er deres 21-årige søn, Wladi er den vrantne dværg og tryllekunstner, Nono er fransk klovn og far til Nana og Tati, Baldur er den islandske plakatopsætter, smukke Julie er den nye billetpige – ja, jeg kunne blive ved, for persongalleriet er stort i et cirkus. Fælles er dog, at alle disse skæbner er bragt sammen for en sæson, hvor de skal leve i deres eget lille mini-samfund. Der sker mange ting efter tæppefald - nogle forelsker sig, andre glider fra hinanden, nogle stjæler, nogle slår og nogle elsker. Og i udkanten af det hele lusker den lille, bitre tryllekunstnerdværg Wladi rundt og lægger sine tarotkort og trækker i alle trådene som en anden dukkefører.

Et handlingsreferat vil være umuligt, for denne roman skal opleves. Prøv at genfortælle en cirkusforestilling og se, om I kan få den samme magi med i fortællingen, som I oplevede inde i teltet? Det er ikke helt tilfældigt, at Iselin Hermann har valgt at skrive en bog, der foregår i et cirkus. Oprindeligt er hun faktisk uddannet linedanser og cirkusartist, og hun har derfor en naturlig fornemmelse for livet i cirkus.

Men Iselin Hermann er ikke bare cirkusartist, hun er også litterær artist. Jeg kender ingen andre forfattere, der som hende formår at lege med sproget – at gøre det levende, underfundigt, tankevækkende og overraskende. Sætninger og tanker kastes op i luften som farverige bolde, og hun griber dem alle igen med perfekt præcision. Personligt er jeg vild med cirkus, og jeg er vild med Iselin Hermann – så hvad kan jeg andet end også være vild med ’Cirkus Manera’?  Læs den, den er en oplevelse værd!

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
29648492
Graphic
Tom Møller Kristensen
ISBN
9788711403303
Antal sider
263

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer