Bog

Charlotte Isabel Hansen

Af (
2011
)

Anmeldelse

Charlotte Isabel Hansen af Tore Renberg

28 nov.11

Hvad stiller en egocentreret, 25-årig student op, når han pludselig får at vide at han er far til en 7-årig datter?

Dette er hvad hovedpersonen i ’Charlotte Isabel Hansen’ er nødt til at finde ud af. Den 25-årige Jarle Klepp nyder livet som intellektuel litteraturstuderende, er dybt engageret i sin afhandling om den proustske onomatologi, og endda er han så heldig at have en affære med universitetets smukkeste lærerinde.

Men da han en dag modtager et brev om at han er far til en 7-årig pige ved navn Charlotte Isabel Hansen, ændres hans liv og hans verden totalt. Ikke nok med at han skal forholde sig til chokket over at være blevet far, han skal også have sin ukendte datter boende i en uge mens pigens mor er ”i syden”. Dette besøg bliver et vendepunkt i Jarle Klepps liv. På alle måder passer denne datter ikke ind i hans temmeligt egoistiske og selvhøjtidelige liv, hvor alt handler om ham selv og hans intellektualitet.

Beskrivelsen af forholdet mellem far og datter og den spirende kærlighed der opstår mellem de to mennesker, er mildest talt rørende. Hvordan den lille pige og den uansvarlige unge mand langsomt sporer sig ind på hinanden, går lige i hjertet på læseren. Bogen er skrevet med humor, ironi og underfundighed, og man kan ikke lade være med at holde af både Jarle Klepp og hans charmerende lille datter.

’Charlotte Isabel Hansen’ er tredje del af historien om Jarle Klepp, hvoraf anden del med titlen ’Mig og Yngve’ er filmatiseret i 2008, hvor den bl.a. modtog prisen for årets bedste norske film. Tore Renberg kaldes ”et stjerneskud” på den norske forfatter-himmel, og dette er efter min mening ganske berettiget. Hans tre romaner om Jarle Klepp er et lille mesterværk af en utraditionel udviklingsroman og jeg må indrømme, at jeg har været forelsket i Jarle Klepp siden ’Mig og Yngve’, og det at han nu er blevet far, har kun fået min forelskelse i ham til at vokse. I love you, Jarle Klepp!

Bogdetaljer

Forlag
Batzer & Co
Oversætter
Jannie Jensen, Arild Batzer
Faustnummer
29073198
Graphic
Tank Design
ISBN
9788790524975
Antal sider
370

Tema

Tema

Norsk litteratur

Norsk litteratur er lige så klar og let at blive afhængig af som det vand, der springer af kilderne i de norske fjelde.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

1 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
AfNina
lør, 10/12/2011 - 23:30

Tore Renberg har med sin nyeste bog Charlotte Isabel Hansen videreført os ind i Jarles skæbne som voksen mand. Hvor vi tidligere hørte om hans forhold til kammeraterne og forældrene stifter vi nu bekendtskab med en 25-årig selvhøjtidlig studentikos filejs. Jarle har sin gang på akademiet, har et forhold til den smukke medstuderende pige på holdet, betegnes som en lysende begavelse af sine professorer...kort sagt det kører for Jarle. Indtil den dag han finder ud af at han faktisk er far til en 7-årig pige, der var resultatet af en tilfældig ungdomsnat med en ung pige han dårligt idag husker. Og fra den dag Charlotte Isabel træder ind i hans liv er han og alle vi andre solgt til stang-lakrids. Jarle forundres og begejstres over sit barn, og selvom han har nogle begynder-vanskeligheder i ikke at sætte sig selv øverst på dagsordenen, så udvikkler han sig så meget gennem bogen, at jeg allerede nu glæder mig til jeg kan få historien om Jarle som midaldrende lektor med topmave og naturligvis må han blive gift med Charlotte Isabels mor.

Tore Renberg må være en af de allerbedste forfattere vi har pt i Skandinavien. Han skriver med befriende ironi om nogle af de vanskeligere ting i livet. Man bruger lattermusklerne men bliver lige så ofte rørt over handlingene.