Bog

Broderen

Af (
2016
)

Anmeldelse

Broderen af Joakim Zander

Joakim Zander bragede igennem med sin første roman ”Svømmeren”, og denne selvstændige fortsættelse er om muligt endnu bedre. Spændende og vedkommende thriller med internationale overtoner.

Svenskerne har gjort det igen! Joakim Zanders anden bog fører ham direkte ind i toppen af svenske spændingsbøger med en samfundskritisk holdning og noget på hjerte. Skal man sammenligne Zander med lignende svenske forfattere falder navne som Stieg Larsson, Arne Dahl og Roslund først i øjnene, og det er bestemt et beundringsværdigt selskab for en næsten ny forfatter.

Udover den harske kritik af den svenske efterretningstjeneste, private sikkerhedsfirmaer og ghettoerne i de stockholmske forstæder er bogen desuden særdeles elegant konstrueret. Spændingen er helt i top.

Fadi og Yasmine vokser op i Stockholmforstaden Bergort uden mange fremtidsmuligheder. Da Fadi sammen med nogle af sine venner misbruger Yasmines identitet til at lave et røveri i et pladestudie, påtager Yasmine sig skylden og må flygte. I New York får hun arbejde som trendspotter, og i fire år har hun ikke kontakt med sin bror.

Efter røveriet er Fadi i mellemtiden blevet frosset ude af sine gamle venner, og ensom og rodløs vender han sig mod islam og IS. Han kommer til Syrien som kriger, men han ved ikke, at han i virkeligheden er en del af en større plan, som skal lede det amerikanske militær på sporet af ledere fra IS. Da sammenhængen går op for Fadi, vil han have hævn, og som formodet dræbt i krigen vender han tilbage til Stockholm.

Yasmine har først fået besked om hans død, men nu dukker et billede af Fadi i live op på hendes telefon, og hun beslutter at vende tilbage til Stockholm og finde ham.

Samtidig har Juristen Klara Walldéen (Hovedpersonen i ”Svømmeren”) fået job på et forskningsinstitut i London med en dyster og skjult dagsorden. Hendes computer bliver stjålet, og en kollega bliver skubbet ud foran et tog. Disse begivenheder har begge noget at gøre med en rapport om private sikkerhedsfirmaer, en rapport som skal fremlægges for EU repræsentanter i Stockholm.

I Stockholm føres de tres skæbner og oplevelser sammen til et forrygende klimaks.

Joakim Zander har som nævnt leveret en særdeles overbevisende og intens spændingsroman, og selvom handlingen og plottet er kringlet, formår han at samle alle tråde til en både logisk og overbevisende slutning. Forfatterens baggrund som bl.a. jurist ved EU mærkes tydeligt i handlingen: Han ved, hvad han skriver om, og de internationale intriger og politiske forviklinger er skildret med stor viden og indsigt.

Personerne lever og ånder, og samtidig er hans skildring af ghettoen og livet der særdeles overbevisende. Det samme gælder i den grad beskrivelsen af Fadis radikalisering og livet som Syrien kriger. Romanen er stram i sin komposition med de meget korte kapitler, der ofte slutter med en ”cliffhanger” og med skiftende fokus på de tre hovedpersoner. 

 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
ANDREA FEHLAUER
Faustnummer
52494664
ISBN
9788702188868
Antal sider
424

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer