Bog

Breve til en ung digter og anden prosa

Af (
2001
)

Anmeldelse

Breve til en ung digter og anden prosa af Rainer Maria Rilke.

01 sep.18

’Breve til en ung digter og anden prosa’ er en essayistisk brevveksling af Rainer Maria Rilke, der handler om hvordan kærlighed, tålmodighed og ensomhed, er forbundet med det at skrive. 

Rainer Maria Rilke (1876-1926) var en tysk digter, der havde stor betydning i den tyske moderne litteratur. Inspirationen til hans poesi fandt han i sine mange rejser rundt i verden, hvor han særligt skrev om hvordan det var at leve med et digterisk kald. 

Værkets brevveksling foregår fra 1902-1908, hvor den 27-årige Rilke i 10 breve rådgiver den 19-årige forfatteraspirant Franz Xaver Kappus, til hvordan man kommer i gang med at skrive. Rilke deler konkrete råd samt sine egne personlige erfaringer, der både kan tolkes som en forskrift og en advarsel mod livet som kunstner. I det første brev, deler Rilke det råd, der nødvendigvis må komme før alle andre, nemlig hvorfra lysten til at skrive stammer fra. 
    
”Find ud af hvorfor De vil skrive. Find ud af om De måtte dø hvis det blev Dem nægtet at skrive.”

For Rilke er det at være digter en altomfattende livsførelse, der bliver et grundvilkår for hele eksistensen. Derfor bliver hans rådgivning ikke kun litterær, men også eksistentiel, så Kappus kan lære hvordan han skal færdes, ikke blot med kunsten, men også i kunsten. ’Breve til en ung digter og anden prosa’ bliver derfor næsten som at læse en selvhjælpsbog fra fortiden, idet Rilke får en guru-lignende position overfor den søgende discipel. 

I det præsente findes troen, håbet og kærligheden til at skabe liv i kunsten og Rilke betragter dette som et litterært moderskab. Et moderskab, der skal næres gennem troen på, at den litterære skabelse besidder den største værdi, da det i modsætning til alt andet der er skabt, kan overleve os alle. I længslen findes kærligheden mod det mondæne liv, der resulterer i ensomhed, som Rilke mener, er en nødvendig konsekvens for at blive digter. Derfor må man acceptere et liv, hvor ensomheden er ens primære nære relation, og bruge afsavnet til noget konstruktivt i skabelsesprocessen, hvilket Rilke blandt andet udtrykker på følgende måde: ”Vi er ensomme, alt andet vil være bedrag”. Dermed bliver forskriften på skrivekunsten: Ensomhed, kærlighed og tålmodighed. 

At læse ’Breve til en ung digter og anden prosa’ er anbefalelsesværdigt for den, der ønsker indsigt i hvordan det at være digter har været tænkt. Læsningen bliver næsten som at skulle forstå en trosretning, der kan opsummeres til den ironiske alvor ”Skriv eller dø”. Denne alvor som livet og Rilkes råd er omsluttet af, er for en moderne læser næsten oppustet alvorligt. Værket repræsenterer en tanke, som vi i høj grad har bevæget os væk fra i dag, hvor vi snarere abonnerer med tanken om at kunne og ville det hele, hvilket i sig selv er grund nok til at give sig i kast med Rilkes brevvekslinger.     

Skrevet af Amalie Blæsild Johansen og Sofie Holmegaard Christensen, litteraturstuderende AU

 

Bogdetaljer

Forlag
Batzer & Co.
Faustnummer
23758563
ISBN
87-90524-30-6
Antal sider
146

Tema

Tema

Bøger om at skrive

En række litteraturstuderende står bag dette tema, der sætter fokus på det at skrive og bøger om at skrive.
Læs mere

Tema

Tema

Essays

Essayet er en slags faglitteratur med skønlitterære virkemidler, der henter en fri og personlig sprogbrug fra fiktionen.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer