Black Orchid

Grafisk vold bruges meget i tegneserier. Men i "Black Orchid" vendes volden på hovedet i den betagende fortælling om den mystiske blomsterkvinde.

"Hey… ved du hvad? Jeg har set alle de der film, du ved. James Bond og den slags. Jeg har læst alle tegneserierne. Så ved du hvad jeg ikke har tænkt mig at gøre? Jeg har ikke tænkt mig at låse dig inde i kælderen, inden jeg afhører dig. Jeg har ikke tænkt mig at efterlade dig i en eller anden indviklet laserstråledødsfælde, så du kan stikke af. Det er dumt. Næh, ved du, hvad jeg har tænkt mig at gøre? Jeg har tænkt mig at slå dig ihjel. NU!"

Black Orchid er ikke en almindelig kvinde. Hun har viet sit liv til at bekæmpe kriminalitet, men allerede på de første sider ser vi hende fanget af den selv samme skurk, som hun ville bekæmpe. Og meget overraskende lykkes det hende IKKE at slippe væk. Skurken skyder hende, og historien burde være slut.

Men det er den ikke. For et andet sted i byen vågner en skikkelse op i et drivhus. Hun ved ikke, hvem hun er, og hun ved ikke hvorfor, hun er her. Men hun ved, at der mangler noget.

Imens leder "the bad guys" efter hende. Lex Luthor, der er hovedmanden bag organisationen, ønsker at finde "blomsterkvinden" for at dissekere hende og finde ud af, hvad hun er. 

"Black Orchid" er en betagende tegneserie. Dels er Dave McKeans illustrationer utrolig smukke, holdt i flydende strøg med mørke toner for så pludselig at flette smukke skarpe farver ind i billederne. Han leger med billedrammerne, som på nogen sider holder sig helt til konventionerne, og på andre sider sprænger alle rammer og fylder alle mellemrum.

Også historien er fascinerende. Tegneserier viser ofte vold som grafisk smukt, og dermed bliver volden også et anerkendt middel til at nå målet. Men i ”Black Orchid” er volden ikke målet! Neil Gaiman bruger i sin historie derimod vold til at kritisere vold. Personerne har alle valget om at bruge vold – men må dermed også tage konsekvenserne for dette valg. 

"Black Orchid" udkom oprindeligt tilbage i 1988 og var med til at skabe nye ambitioner for tegneseriemediet. Jeg kan kun sige, at det ikke er et øjeblik for tidligt, at den endelig udkommer på dansk!

Oversat af Tue Gaston. G Floy Studio, 2006. 160 sider.