Bog

Bidende Frost

Af (
2009
)

Anmeldelse

Bidende Frost af R.D. Wingfield

11 jan.10

En britisk politiroman med en forfriskende uortodoks og politisk aldeles ukorrekt hovedperson.

Jeg har nydt filmene om den sjuskede og grovkornede kriminalkommissær Jack Frost med et hjerte af guld bag den upolerede facade. Dette er første gang, jeg stifter bekendtskab med ham i bogform, og jeg må indrømme, at han som romanfigur er mere helstøbt.

Wingfield har skrevet flere hørespil og var egentlig ikke vild med at skrive romaner. Den første bog om Frost  blev skrevet på opfordring, og forfatteren havde egentlig planlagt en slutning, hvor Frost blev dræbt. Heldigvis lod han sig overtale til at lade Frost leve, og det blev til seks bøger i alt om den farverige kriminalkommissær.

Jeg har ikke i denne krimi fornemmet forfatterens modvilje mod at skrive romaner. Derimod er det tydeligt, at han mestrer dialogen. Omgangstonen mellem Frost og kollegerne er rå, men hjertelig, og hans eminente måde at være uforskammet på over for sine overordnede, uden at de helt kan greje det, er hylende morsom. I det hele taget er bogen gennemsyret af humor.

Handlingen udspiller sig i Denton, en trøstesløs, fiktiv engelsk provinsby, der rummer forbrydere af enhver kaliber, og Frost kender byen som sin egen bukselomme. Han hader papirarbejde, og hele hans væremåde og uortodokse arbejdsmetoder bringer ham konstant på kant med den nærmeste overordnede Mullett, kaldet Hornbrille Harry. I denne krimi har han desuden endnu en overordnet på nakken, indforskrevet udefra med det formål at få Frost forflyttet.

Mens de overordnede beskrives meget karikeret, fremtræder Frost som en person med mange facetter. Han er gift med sit arbejde, og som følge deraf ryger og drikker han for meget, lever af junk food og har et markant søvnunderskud. Og arbejde er der nok af i denne krimi. Forbrydelserne står i kø, den ene mere modbydelig end den anden, og de overordnede ånder Frost i nakken, mens de lader ham tage al slæbet for selv til slut at tage æren, men man skal stå tidligt op for at tage fusen på Frost.

Frost er afgjort et godt bekendtskab, men dette er desværre uigenkaldeligt den sidste bog om en af genrens rå diamanter, for forfatteren døde i 2007.

Bogdetaljer

Forlag
Klim
Oversætter
Torben Nilsson
Faustnummer
28039484
Graphic
Joyce Grosswiler
ISBN
9788779556881
Antal sider
412

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer