Bog

Bangebuks

Af (
2006
)

Anmeldelse

Bangebuks af Anna Kløvedal

10 jul.06

En underholdende og medrivende debut-roman, fyldt med drama, spænding og kærlighed. Men også en roman om kvinde, der er ved at gå til grunde i sin egen angst for livet.

Udadtil er hovedpersonen i "Bangebuks", den 37-årige Lone, en succesrig moderne kvinde med styr på alting. Men som titlen antyder, er ikke alt, som det skal være.

Inden i Lone lurer en angst, som hun får sværere og sværere ved at kontrollere. Hun er bange for at være alene, bange for at blive syg, bange for at spise bestemte ting, bange for at dø. Hun siger et sted i romanen: "Jeg er så bange for at dø, at det er blevet ulideligt svært at leve". 

Lone iscenesætter sit og familiens liv, så det bliver forudsigeligt, bundet af rutiner og ritualer. Enhver afvigelse virker stærkt angstprovokerende. Hun er langsomt ved at kvæle både sig selv og sin mand.

Lone opdager, at Karsten har haft en elskerinde igennem længere tid. Hun konfronterer ham, de forsones og rejser 14 dage til Thailand sammen for at "finde hinanden igen". Lone opdager dog, at Karsten stadig har kontakt til elskerinden, og hendes verden styrter endnu engang sammen.

Udover et forlist ægteskab har Lone og Karsten også noget andet med sig hjem fra Thailand, gemt i deres kuffert. Inden længe kastes Lone ud i den ene angstprovokerende situation efter den anden; indbrud, politi, vold, narko og samvittighedsløse bagmænd. Og hun tvinges til at se på sig selv og til at se sin angst i øjnene.

"Bangebuks" er en underholdende og medrivende roman, fyldt med drama, spænding og kærlighed. Indimellem er der enkelte passager, der virker en anelse klichéagtige og forudsigelige, som at politiet accepterer Lones plan for at fælde skurken... Ligesom nogle personer virker lidt stereotype, som f.eks. lækker politimand, single heldigvis, der vækker Lones erotiske sanser til live igen. Men skidt med det. Historien er velfortalt og spændende, og beskrivelserne af Lones meningsløse og destruktive angst for livet er overbevisende.

Man mærker tydeligt, at forfatteren normalt arbejder inden for film-, tv- og teaterverdenen. Hvert kapitel i bogen indledes med et lille afsnit skrevet i kursiv – det der indenfor drama kaldes regibemærkninger. Det virker rigtigt godt med de regibemærkninger: Man ser hurtigt sted og personer for sig, og man får et neutralt blik på jeg-fortælleren.

En god debut! Jeg vil glæde mig til næste værk fra Anna Kløvedals hånd!

Tiderne Skifter, 2006. 219 sider. Kr. 279,-

Bogdetaljer

Forlag
Tiderne Skifter
Faustnummer
26254922
ISBN
9788779731776
Antal sider
219

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer