Bog

Bangebuks

Af (
2005
)

Anmeldelse

Bangebuks af Mark Billingham

01 maj.06

Tom Thorne skal opklare to næsten identiske kvindemord og må snart indse, at han ikke bare er oppe imod  én seriemorder, men et samarbejdende par - og den ene af dem er psykopat ...

Det var et ondt, kalkuleret mord: morderen udvalgte sit offer på Euston station, fulgte efter hende hjem og kvalte hende for øjnene af hendes barn. Samtidig, dræbt på samme måde, finder politiet et andet lig bag King’s Cross station.

To måneder tidligere er to kvinder dolket ihjel på samme dag. Der må være en sammenhæng?

Det mest nærliggende er, at morderen er samme person, men mordtidspunktet gør det umuligt, at der kan være tale om den samme.

DI (Detective Inspector) Tom Thorne ser et muligt svar: Det er ikke én seriemorder, politiet er oppe imod. Der er to af dem, og de samarbejder! Metoderne er de samme, men det bliver hurtigt klart, at politiet jager to meget forskellige mordere – den ene nådesløs og kontrolleret – hans partner underdanig og angst.

Den største udfordring for Thorne og hans kolleger er at fange psykopaten, manden, hvis behov for at manipulere er lige så stærkt som hans behov for at dræbe, manden, som vil demonstrere for dem, politiet, at evnen til at skabe angst er det dødeligste våben af alle: ”Gør dine fjender, og endnu bedre, dine venner så bange for dig, at de helt glemmer de stygge ting, du gør ved dem.”

Vi kommer tæt på ham, psykopaten, for vi ser også inden for i hans hoved, i 2001 og, i flashbacks, 20 år tilbage til hans barndom. 

Vi kommer tæt på en mand, der myrder for at blive udfordret, genopladt, stimuleret, der får et kick ved at planlægge, forudse spændingen, de geniale detaljer, som ikke vil finde sig i, at nogen blander sig i hans fortid, og, hvis sagen skal opdages, er det ham, der skal føre dem på sporet.

”Det var ham, der kontrollerede tingene.”

Bogen er velskrevet og psykologisk veldrejet, selvom jeg, for at acceptere Billingham!, godtnok lige skulle vænnes fra femikrimiens mere stuerene sprog. Denne er helt klart skrevet af en mand og henvender sig til samme. Historien er lang, og ca. halvdelen af den er rigtig spændende, også for en garvet læser af psykologiske thrillers.

Og den får meget nerve i de parløbspassager, hvor læseren kommer i tvivl, om det er DI Thornes eller psykopatens tanker, vi er med på! Så bliver det mere end et almindeligt krimiplot, der skal opklares ... og så er det en historie, der er værd at bruge tid og over 400 sider på, synes jeg

Bangebuks” er nummer to roman om Tom Thorne. ”Sov sødt” er den første, og nummer tre ”Dovenkrop” er netop kommet på dansk i 2006. På originalsproget er der yderligere to at hente spænding i: ”The burning girl” og ”Lifeless”.

Oversat fra engelsk af Allan Hilton Andersen efter 'Scaredy Cat'.  Modtryk, 2005.  419 sider

Bogdetaljer

Forlag
Modtryk
Oversætter
Allan Hilton Andersen
Faustnummer
25831128
ISBN
9788773949276
Antal sider
419

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer