Baggårdsbørn har også drømme

Der er udkommet adskillige gode og spændende Københavnerbiografier, men fortællingen om Aggi fra Skyttegade er efter min mening en af de allerbedste.

Første gang, man møder Aggi , er hun 4 år og sammen med sin søster Yvonne på 5 og "storesøster" Elva på 6½ på vej til børnehave på faderens cykel. Den 36årige far er enkemand, tilknyttet en skotøjsfabrik, men tit arbejdsløs Han er charmerende med en noget lemfældig omgang med sandheden og aldeles uden sans for økonomi. Noget der i høj grad præger opvæksten for de tre små piger. Af og til får faderen hjælp af sin barnløse søster, som pigerne elsker højt, men ligeså tit må pigerne klare sig selv. Alt for tidligt udnævnes den 7årige Elva til "voksen" med ansvar for søstrene. Foruden fasteren er pigernes faste holdepunkter en sød bagerdame og en rullekone i gaden.

Faderen er konstant på jagt efter "en ny mor" til pigerne, og det hænder ofte, at der om morgenen er en ukendt dame i den lille toværelses lejlighed, men disse bekendtskaber holder sjældent længere end en enkelt nat. Pigerne foreslår faderen rullekonen eller bagerdamen som gode emner til en mor, men det vinder ikke gehør. Mange aftener er der besøg af drukkammerater, og både disse og fasterens mand forgriber sig på især Elva og Aggi. Yvonne er bygget af et sejere stof og véd at værge for sig.

Børneværnet tropper flere gange op, men hver gang narres de af faderens charme og veltalenhed. En dag går det dog galt. Pigerne får sat ild på lejligheden, og anbringes først på et opdragelseshjem i København, hvorfra de snart videreføres til Snekkersten Børnehjem. De falder ikke særlig godt til nogen af disse steder, men i sommeren 1936 ender de så endelig på børnehjemmet Dohns Minde i Ordrup, og her begynder et helt nyt liv.

Pigerne er nu 7, 8 og 10 år. De kommer i skole. De får kammerater. Hjemmet ledes af en enestående og fornuftig plejemor, frk. Jensen. Man hører om pligter, fritid, dagligdag, højtider, sommerlejre etc. En af de helt afgørende begivenheder for Aggi er, da plejemor sørger for, at hun, der som helt lille havde fået ødelagt sit ene øje, som 11 årig bliver opereret og får et glasøje. Da øjet er sat i , synes plejemor, "at det måtte fejres, så vi gik i Jordbærkælderen på Strøget og spiste lagkage. Jeg tog hende i hånden, så folk kunne tro, jeg var i byen med min mor."

Dohns Minde følger sine piger til de efter konfirmationen kan få "en plads i huset" -og de er eftertragtede, for de har fået en god huslig uddannelse. Og de hjælper også videre. Yvonne, der var udpræget boglig, fik lov at komme på kontor, og derfra til et forsikringsselskab, for til sidst at være 26 år i Den Danske Bank. Elva blev tidlig gift med en mand, der lignede faderen for meget, men klarede sig dog. Aggi fik sin ønskemand, gik hjemme, mens børnene var små, og blev siden uddannet til sygehjælper og kom på en børneafdeling. Et længe næret ønske var opfyldt.

Det er en utrolig positiv og meget velskreven bog. Kapitlerne om den på mange måder barske barndom gennemstrømmes trods alt af gode og pudsige oplevelser og en slags kærlighed til den umulige far. Og sidste del af bogen er en livsbekræftende fortælling om, at en tvangsfjernelse, der i starten vækker harme og modstand hos såvel far som døtre, takket være et yderst velfungerende og menneskeklogt børnehjem, ender som en solstrålehistorie. Efter endt læsning ønskede jeg at sende Aggi Jensen en tak for en ualmindelig dejlig læseoplevelse.

Romannet - 1. april 2002