Bog

Asymmetri

Af (
2018
)

Anmeldelse

Asymmetri af Lisa Halliday

06 jun.18

Original amerikansk debutroman med elementer af autofiktion, der i en spændstig og sprudlende form fortæller om ulighederne i verden og i relationer mellem mennesker.

Den amerikanske Lisa Hallidays debutroman foregår fra 2003 til 2011 og falder i tre dele. Først en hed romance imellem den 25-årige redaktionsassistent, Alice, og den 72-årige verdenskendte forfatter, Ezra Blazer. I anden del bliver Amar Ala Jaafari, der er amerikaner med irakiske rødder, tilbageholdt i Heathrow Lufthavn. I den sidste og mindste del bliver Ezra Blazer interviewet i et populært radioprogram. Disse tre fortællinger har indbyrdes relationer, men sammenhængen fremgår først i sidste del.

Umiddelbart kan romanen virke lidt for eksperimenterende og rodet. Men den er skrevet let og spændstigt og har alvorlige og aktuelle temaer på spil. Asymmetrien i verden og i personlige relationer bliver udfoldet så virtuost og originalt, at jeg blev helt overvældet. Her er virkelig stof til eftertanke.

Modsat Alice, der arbejder på et anerkendt New Yorker forlag og drømmer om at blive forfatter, har den ældre Ezra Blazer sit livsværk bag sig, og hans krop er ved at sætte ud. Han giver hende dyrt designertøj, betaler hendes studiegæld og belærer hende om sprog, litteratur, musik mv. Forholdet er ulige. Den første del er fortalt i tredje person og Alice fremstår som passiv og kølig. Men ikke for ingenting hedder hun Alice med reference til Lewis Carrols: ’Alice i eventyrland og bag spejlet’. Hun er på sit livs eventyr.

Amar bliver tilbageholdt i Heathrow Lufthavn i 24 timer, og her udsættes han for et kafkask mareridt i form af langtrukne forhør, urimelige spørgsmål og ventetider. Han er på vej til Kurdistan, hvor hans bror er forsvundet igen. Mens han venter, reflekterer han over sin fremtid, baggrund, liv, kærlighedsforhold og ikke mindst den helt surrealistiske forskel på, hvad der opfattes som virkelighed i USA og i Irak. Det bliver en vedkommende kommentar til Irakkrigen set fra en person, der har rødder både i Irak og USA. Han er økonom og har et røntgenblik på, hvor skrøbelig verden, demokratierne og relationerne er.

Tredje del sætter de to første dele i perspektiv. Her fortæller Ezra Blazer om sit liv, værk og sit levende forhold til musik. Ezra Blazers karakter bygger på den amerikanske forfatter, Philip Roths liv. Han levede fra 1933 til 2018, og Liza Halliday har selv haft en kærlighedsaffære med ham.

Forfatteren mixer på original vis autofiktion med en global fortælling om immigrantens vilkår og ikke mindst de mange asymmetrier og uligheder, der findes i verden: ung/gammel, magt/afmagt, held/uheld, Vesten/Østen og virkelighed/fiktion. Her er humor og ironi, levende dialoger samt skarpe politiske iagttagelser. Men det jeg satte allermest pris, selv om jeg af til syntes, det var lidt for sofistikeret, var, at det politiske og det menneskelige i årene under Irakkrigen, er så integreret i fortællingen. Der er fine sprudlende citater om det skrøbelige og tilfældige i verden. For at afdække de spor, der er lagt ud i alle tre dele, er jeg nødt til at læse romanen igen. Og det glæder jeg mig til.

Lisa Halliday vandt den prestigefyldte Whiting Award for Fiction for denne roman.

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Oversætter
Allan Hilton Andersen
Faustnummer
54066716
ISBN
9788740036930
Antal sider
294

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer