Bog

Akkanas gåde

Af (
2017
)

Anmeldelse

Akkanas gåde af Boris Hansen

Dansk fantasy når det er bedst. Anden del af Panteon-sagaen er vokset i omfang og indhold, og det ambitiøse plot giver nu for alvor mening. 

Boris Hansen er et glimrende eksempel på, at de mandlige danske forfattere sagtens kan måle sig med tidens mange kvindelige fantasy-forfattere. Med forfatterens blanding af fremtid (dystopi), fantasy og en verden, hvor engle, hekse, guder lever side om side, får vi et fremragende eksempel på noget helt unikt og enestående. Serien er planlagt til at omfatte fire bind, så der er virkelig noget at se frem til. Det er absolut en fordel at have læst første del af sagaen, men ellers starter denne fortsættelse med et hurtigt glimrende resumé.

I første bind Vejen til Panteon fulgte de tre venner Lucas, Theodor og Ron gennem en skjult portal efter den forsvundne Cassandra. De landede i en fremmed verden, hvor det viste sig, at Cassandra var efterkommer af en forsvunden gud. Hun er blevet en del af en kommende krig, hvor alle gudens efterkommere kæmper om at få hans plads i Panteon (Gudernes bolig).

Det lykkes ikke de tre venner at finde Cassandra i første omgang, og de er nu vendt tilbage til deres egen verden, som er engang i fremtiden, for at skaffe penge. Inden jagten på Cassandra fortsætter, søger de ind til Storbyen, hvor deres to gamle venner Mehmet og Julie er flyttet ind, for at prøve at overtale dem til at tage med. Mehmet er egentlig parat, men han vil ikke svigte Julie, som er forsvundet, og Lucas, Theodor og Ron tager tilbage. Deres søgen efter Cassandra fører de tre til Skrønebugten, og de opsøger nu et orakel, som de håber, vil kunne give dem et svar på, hvor Cassandra er henne. Og hele tiden truer den kommende krig mellem efterkommerne, og ovenikøbet sker der noget mystisk blandt englene i Empyria, som egentlig er sat i verden for at beskytte menneskene. 

Ovennævnte yder overhovedet ikke den meget indviklede og spektakulære handling retfærdighed, men giver kun nogle få hints til plot og historie. Faktisk fortælles historien i hele fire retninger: Lucas, Theodor og Rons oplevelser og søgen efter Cassandra, Cassandras forsøg på at blive gudens afløser, Mehmet og Julias forfærdelige opdagelse af noget grusomt i Storbyen og Englen Saidas forsøg på at finde ud af, hvad der er på spil blandt englene i Empyria.

Det er med at holde tungen lige i munden, men stille og roligt fører forfatteren de fire handlingstråde sammen, og man begynder at ane en sammenhæng mellem fantasy-landet og den dystopiske fremtid. Det er nok forfatterens støre bedrift i dette bind, men dertil kommer naturligvis også, at hele sceneriet og de forskellige verdener får endnu mere fylde og format. At bogen stadig er utrolig velskrevet og fint researchet gør jo kun oplevelsen endnu større.

Bogdetaljer

Forlag
Tellerup
Faustnummer
53356931
ISBN
9788758826332
Antal sider
592

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer