Bog

Afrikas løve

Af (
1989
)

Anmeldelse

Afrikas løve af Amin Maalouf

31 jul.06

Farverig og dramatisk beretning om tilværelsen i Granada, Rom, Fez og Cairo i 1500-tallet, som den formede sig for handelsmanden og geografen Leo Africanus (ca. 1492-ca. 1550).


Anbefalet af bibliotekar Kirsten Skovgaard Hansen, Allerød Bibliotek


I denne velfortalte og brogede  renæssanceroman oprulles araberen Hassans liv, fra han som lille dreng må flygte fra Granada efter spaniernes erobring, til han som 40årig fortæller sin livshistorie til sin søn.

Amin Maalouf er vokset op i Libanon som del af et kristent mindretal og bosatte sig som  voksen i Paris. I romanen bruger han sit omfattende kendskab til de forskellige religioner ved at lade sin lærde hovedperson  fortælle om islam, om katolicismen under de verdslige medicipaver og om de lutherske ideer, som interesserer ham meget.

Hassan, søn af vejeren Mohamed, er en mand uden land, en rejsende. Efter at have gennemgået et grundigt studium i Fez, starter han sin karriere som handelsmand og drager af sted med karavaner gennem Nordafrika, hvor han knytter nyttige kontakter og oplever mangt og meget.

Han når at blive gift flere gange, inden han bliver kidnappet af sicilianske sørøvere og bragt til Rom som en gave til pave Leo X, der har brug for en erfaren sparringspartner i de arabiske anliggender. I Rom bliver han døbt Giovanni Leone af Medicis og undervises af  forskellige lærere bl.a. i katekismen og  skriver også sine erindringer. Da  Karl V’s tropper plyndrer Rom, lykkes det ham at flygte med sin familie tilbage til Nordafrika.

Romanen er ikke noget litterært mesterværk, men fungerer godt på den historiske romans præmisser. Dens styrke er den gode, brede skildring af renæssancens islamiske samfund og dets værdier. Hassan nævner et sted, at den islamiske verden engang var et strålende centrum for kunst og kultur, fordi religionen dengang ikke var så snæver som senere.

Sproget er blomstrende, og som læser bliver man gennem hovedpersonens mange rejser på god underholdende vis ført rundt i datidens arabiske og sydeuropæiske verden og får indtryk af datidens voldsomme hændelser.

Oversat fra fransk af Birgit Schlifer efter ’Léon l'africain’. Forum, 1989. 287 sider

Lån bogen på Bibliotek.dk

 

Bogdetaljer

Forlag
Forum
Faustnummer
06926924
ISBN
9788755316195
Antal sider
287

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer