Producer
15.Feb.12

Artikel

Lev Tolstoj: Anna Karenina

Kommentarer

1 kommentar
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
AfJesper Møller-Andersen
man, 03/08/2009 - 15:31

Lise Lotte Larsen skriver i sin artikel om Tolstojs Anna Karenina: ”Anna Karenina regnes for en af de store klassiske romaner om den romantiske kærlighed som en lidenskab overfor hvilken menneskets frie valg suspenderes, en højere mening der har ret til at tilsidesætte alle bindinger: familie, samfund, moral og ansvar. Kort sagt en roman bygget over den store sejlivede yndlingsmyte i vores kultur.”

Idéen om, at Anna Karenina skulle være bygget over en ”sejlivet yndlingsmyte” om ”romantisk kærlighed” og at denne myte skulle tilsidesætte alle bindinger, herunder familie, synes grebet ud af luften. Der eksisterer ikke noget litterært begreb, der betegnes som ”myten om den romantiske kærlighed”; der eksisterer et begreb, der hedder ”romantisk kærlighed”, men det er netop forbundet med familie: det er myten om, at man kan finde den eneste ene og i ægteskabet blive forenet med denne, således at man får en ligning, der hedder 1+1 = 1.

Ifølge Kai Aalbæk-Nielsen (Information den 22/11 200) kræver den romantiske kærlighed ”at det seksuelle begær og kærligheden skal udfolde sig inden for rammerne af ægteskabet som et særligt følelsesbestemt område. Dette krav om et kærlighedsbestemt ægteskab, der blev formuleret o. 1800, var aldrig blevet stillet tidligere i europæisk historie og i øvrigt heller ikke i andre verdensdele. Det var udtryk for en ideologi, der hang sammen med ejendomsbesiddelse, og som bevirkede, at den romantiske kærlighed fik den funktion at fastholde en kernefamilie som samfundets grundpille.”

Det tør svagt antydes, at det ikke er denne kærlighed, Anna Karenina handler om. Det er imidlertid rigtigt, at Tolstoj skriver sin roman ind i en (på det tidspunkt ikke særligt omfattende) række af kærlighedsskildringer. Af disse er de vigtigste vel Shakespeares ”Romeo og Julie”, Pusjkins ”Eugen Onegin” Goethes ”Den unge Werters lidelser” og Flauberts Madame Bauvery”. Men ingen af disse er bygget over ”myten om den romantiske kærlighed”. Den skildring, der kommer det nærmest, er Shakespeares, men her forenes de elskende ikke i i en seksuel forbindelse; det er i døden, de går op i en højere enhed.

Lise Lotte Larsen skriver: ”Hvis ”kærlighedsroman” skulle være den rigtige genrebetegnelse, kan man som læser undre sig over hvorfor romanen indledes med bibelcitatet: ”Hævnen hører mig til – jeg vil gengælde”, og over hvorfor man skal høre så meget om hvordan man forhindrer syltetøj i at mugne, mejer en græsmark, skyder snepper, holder bier, plejer en døende osv? Og i det hele taget hvorfor romanen bruger så meget tid på at fortælle om andre end de to dramatisk elskende?”

Nu er idéen om, at Anna Karenina skulle tilhøre en genre, der kan betegnes som ”kærlighedsroman” helt Lise Lotte Larsens egen, og det er også hendes egen idé, at der skulle eksistere en sådan genre (på Tolstojs tid! En bog kan jo ikke tilhøre en genre, som ikke eksisterer, når den fremkommer). Hendes forundring over, at Tolstoj ikke lever op til hendes forventninger i den forbindelse ved at indlede med ordene. ”Hævnen hører mig til – jeg vil gengælde” kan kun understrege, at hun er galt afmarcheret i sin betegnelse af bogen og den mytiske sammenhæng, hun ser den i. Hvis teorien ikke stemmer overens med virkeligheden, er det værst for teorien, som så altså aldrig har været rigtig. Det er altså ikke underligt, at Tolstoj skriver om Herren som hævner (og om syltetøj, som Lise Lotte Larsen anfører). Det underlige er, at hun pådutter romanen en genre, som den ikke hører til.

Lise Lotte Larsens artikel er skrevet ”stærkt inspireret” af Gary Soul Morson’s bog ”Anna Karenina in Our Time”. Og Morson skriver i denne (s. 118) at Merezhkovsky betragter Anna som ”the incarnation of pure Passionate love”. Men Morson fremhæver netop, at det er forkert! Det ville gøre hende umenneskelig, en mytisk figur og et symbol. Og det ville betyde, at vi ikke kunne identificere os selv med hende.
Anna Karenina er altså netop ikke en mytisk figur, og romanen er ikke et eksempel på ”den sejlivede myte om den romantiske kærlighed”.