Sene fortællinger 1919-1953 af Thomas Mann

Bogen indeholder syv fortællinger, hvor man genfinder mange af de temaer, som Thomas Mann gang på vender tilbage til i sit forfatterskab. Alle fortællingerne er gode, enkelte helt ypperlige.

’Mario og tryllekunstneren’ er fremragende læsning og for mig den bedste af alle fortællingerne. Den handler om en tysk familie med en borgerlig grundholdning, som nogle år efter Mussolinis magtovertagelse holder sommerferie i Italien. Her hersker ikke længere fornuften, men derimod har det atmosfæriske – overtro, fordomme og intriger – overtaget.

Denne grundkonflikt mellem oplysning på den ene side og romantik og dæmoni på den anden side beskriver ingen så godt som Mann, og det fornemmes næsten, hvordan han selv kæmper med konflikten, mens han skriver. Goethe definerede novellen som en ”indtruffet uhørt begivenhed”, hvilket netop er, hvad der sker i ’Mario og tryllekunstneren’, idet en for den rationelle orden ødelæggende begivenhed bryder ind udefra, da familien et stykke inde i fortællingen stifter bekendtskab med den dæmoniske tryllekunstner Cipolla.

Den kan dog også med stort udbytte læses som en fortælling om den europæiske tidsånd i 1930’erne og på trods af, at den er fra 1930, så kom jeg under læsningen blandt andet til at tænke på Hitlers skæg, Goebbels klumpfod og specielt nazisternes brug af æstetik i den politiske masseforførelse. Da fortællingerne samtidig er skrevet i en uovertruffen prosa, som hos Mann er kendetegnet ved lange, men altid stilsikre og raffinerede sætninger, så bliver det ikke meget bedre.

I slutningen af 2012 udkom ’Tidlige fortællinger’ også på Gyldendal, og sammenlagt har jeg ikke læst noget, der er bedre end disse to bøger i flere år, så jeg håber begge bøger finder mange gamle og nye læsere.

Originally published by Thomas Ry Andersen, Litteratursiden.