En begavet og urovækkende fortælling om et menneske, som i længslen efter et andet liv vælger at omfavne sin egen apati og overgive sig til søvnen i et år.
Intet menneske er en ø, uanset hvor meget den 27-årige, hvide, velhavende og i det hele taget priviligerede hovedperson fra Manhattan, New York, måske ville ønske det. Hun er så småt begyndt at gå i dvale og har nu besluttet sig for at tage skridtet fuldt ud og sove det næste år væk, hvilket vil sige fra efteråret 2000 og henover 2001, som er den periode, hvori romanen foregår.
Planen er på plads, den rette psykiater - som i alle andre sammenhænge ville være den mest uegnede - er fundet. Dr. Tuttle er villig til at udskrive alverdens præparater, som var det bland selv-slik, så nu skal den unge kvinde kun sørge for at vågne for at få lidt at spise og gå på toilettet; resten af døgnets timer skal soves væk.
Målet er at vågne op på den anden side, frisk og veludhvilet og til et nyt liv! Huslejen er betalt, penge er ikke et problem, det har en arv fra de afdøde forældre sørget for; de forældre som hun aldrig rigtig har følt sig knyttet til. Traumer fra en utryg opvækst er gemt godt væk under høj uddannelse og overflade. De mildest talt anstrengte familieforhold har sat dybe spor. Det er tilsyneladende ikke noget problem, for andre mennesker betyder ikke rigtig noget, heller ikke den anstrengende, bulimiske veninde Reva, som insisterer på at komme på besøg og tjekke op på, hvordan det står til i drømmeland.
Jeg blev nødt til at læse højt af passager i bogen, særligt med psykiateren Tuttle, som er tåkrummende komisk og voldsomt karikeret, men 'Mit år med ro og hvile' er ikke en sjov bog. Den er fin og sørgelig på én gang. Romanen er gennemsyret af en distanceret sarkasme, fortalt af en hovedperson, som er svær at finde sympati for. Hun er virkelig irriterende og grænseløs i sin apati, overflade hele vejen igennem, og hun ved det godt. Hun er helt bevidst om sine privilegier og sin ligegyldighed overfor andre. Venindens mors sygdom og død er kun til besvær, andre mennesker og deres følelser er bare i vejen for målet om et bedøvet liv, og hvis det ikke er nok til at give en dårlig smag i munden, så kan den evige name dropping af dyre brands og kendte mennesker gøre det. Sitcoms og film kører i døgnets (få) vågne timer, i det hele taget er film og nyheder både en billede på den tid, hun befinder sig i, og en kontrast til hendes egen bedøvede tilstand. Virkeligheden og nyhederne om krig, politik og præsidentvalget, som leder frem til september 2001, er derude bag al ligegyldigheden, og den lader sig ikke undslippe.
Kommentarer