Hvorfor skriver jeg? af Karl Ove Knausgård

Karl Ove Knausgårds ‘Uforvarende’ er en smuk refleksion over, hvordan det at læse og skrive er en konstant uforudsigelig proces, der hverken lader sig indfange af såkaldte regler for skrivning eller guidelines for den “gode litteratur”. 

I poetik-serien ‘Lese, skrive’ har det norske forlag Forlaget Oktober inviteret udvalgte forfattere til at reflektere over egen skrivning og læsning. I den forbindelse har Karl Ove Knausgård skrevet essayet ‘Uforvarende’. Her bliver læseren ikke bare præsenteret for svarene på, hvorfor Knausgård skriver, men får lov til at følge forfatterens erindringer om læsning og skrivning helt fra barnsben, op igennem ungdommen og frem til i dag. Inkluderet er endda skriveprocessen bag essayet.

“Spørgsmålet om hvorfor jeg skriver, høres enkelt ut […]”, men det er muligvis det spørgsmål, Knausgård har sværest ved at svare på. For enkeltheden er forræderisk, og det er netop denne problemstilling, Knausgård forsøger at skrive sig ud af i ‘Uforvarende’. Dette er ikke en nem opgave, og han beretter ærligt, om hvordan han har siddet og stirret på det blanke dokument på computerskærm i flere dage, før ordene i begyndte at flyde. 

Det at skrive er altså sjældent en dans på gloser for Knausgård, tværtimod betegner han processen som en konstant kamp. Et ord, der vækker genklang hos den erfarne Knausgård-læser. Det er nemlig svært at sige Knausgård uden at nævne det omfattende romanprojekt ‘Min kamp’, som består af seks voluminøse bind, der ligesom ‘Uforvarende’ tager sit afsæt i Knausgårds eget liv. 

Knausgårds bøger er ved anledning blevet sammenlignet med cigaretters virkning på teenagere.  Det tager tid at vænne sig til smagen, men når man først er hooked, så kan man ikke stoppe igen. Det samme gør sig gældende med ‘Uforvarende’. Knausgårds sprog flyder med essayformens strøm og gør det nemt for læseren at nyde bogen i ét træk. Flere steder skriver Knausgård smukke og sigende passager omkring det at skrive, som har den effekt, at man stopper op og bliver nødt til at vende tilbage for at læse dem igen og igen. Særligt bemærkelsesværdig er en passage, hvor Knausgård illustrerer det uforvarende med fænomenet pindsvin i haven: 

"Det er som med pinnsvinene i hagen her, det er to av dem, og vil jeg se dem slik de er for seg selv, må jeg sitte helt stille i en stol og vente til skumringen faller og de kommer ut fra skjulestedet sitt [...] Det omvendte kan også hende, at jeg på vei over tunet i mørket plutselig sparker til en av dem, da ruller den bortover steinleggingen som en ball. "

Knausgårds ‘Uforvarende’ er altså langt fra et essay om, hvordan man skriver godt, eller om hvordan man bliver en god forfatter. Det er derimod et intimt og yderst velskrevet essay om, hvordan det at skrive er en konstant venten - en venten på inspiration, på gennembruddet, på pindsvinene i haven - ja, på det uforvarende.  
 

Af Christine Dimke, Mads Holm og Kristine Strandsby, studerende ved AU.