Anmeldelse
Der er nogle typer dernede - Antonio Dal Masetto
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Lille, men væsentlig roman om hvordan angst og paranoia gennemsyrer en diktaturstat. Pablo har ikke noget at frygte – eller har han?
Det begynder lige så stille med at Pablos veninde, Ana, er bekymret. Hun er bekymret for ham, fordi ”der er nogle typer dernede”. Nogle ”typer”, som, tolker hun, er fra det hemmelige politi, for de har ”det karakteristiske udseende”. Han slår det hen, han er ikke politisk aktiv, og så vidt han ved, kender han ingen, der er det. Godt nok er han journalist, men han skriver kun om ufarlige ting.
Stedet er Argentinas hovedstad, Buenos Aires, og tiden er juni 1978. Argentina er værtsland for fodbold-VM trods adskillige protester, bl.a. nægtede Hollands store stjerne Johan Cruyff at deltage. To år tidligere havde militæret taget magten i Argentina ved et blodigt kup og indledte dermed ”den beskidte krig”, hvor man regner med at 30.000 personer forsvandt efter at være tilbageholdt af militæret. Særligt udsatte grupper var studerende, journalister, kunstnere og intellektuelle.
Det er derfor ikke underligt at tilsynekomsten af et par agenter er bekymrende, alle de forsvundne og myrdede blev jo ikke stillet for en domstol.
Pablo morer sig lidt over Anas uro og gør sig ærinder ned på gaden for at se dem; selv om de virkelig er agenter fra det hemmelige politi, behøver det jo ikke at være ham, de overvåger. Men langsomt kryber uroen ind under huden på ham.
Bogen er en uhyggelig beskrivelse af, hvordan paranoiaen spreder sig, ikke blot hos ham selv, men hos hans bekendtskabskreds, der lige så stille ikke vil associeres med ham. For bare det at kende en, der er i det hemmelige politis søgelys, er inkriminerende. Uhyggen øges ved de mange udfald af telefonforbindelsen og elektriciteten, har det noget med den eventuelle undersøgelse af ham at gøre? Hvis det nu er Pablo, de er ude efter.
Bogen slutter den 25. juni, hvor Argentina har vundet mesterskabet, og Buenos Aires’ centrum eksploderer i et fyrværkeri af jubel. Men hvor er Pablo?
Som nævnt var der en del diskussion om, hvorvidt man skulle støtte et stævne i en diktaturstat, og mange sagde hånligt, at sport og politik ikke har noget med hinanden at gøre. Sig det til magthaverne! De udnytter i høj grad den glans, et internationalt stævne kaster over landet. Og gør hvad som helst for at få det, uanset omkostningerne.
Antonio Dal Masetto (1938-2015) debuterede i 1969 med ’El siete de Oro’, han skrev i alt 12 romaner og et par novellesamlinger og har modtaget adskillige priser. ’Der er nogle typer dernede’, er vores første møde med ham på dansk takket være Mikroforlaget Apuleius’ Æsel. Hvor ville vi være uden de små idealistiske forlag?
Bogen er forsynet med to introduktioner, dels om forfatteren, dels om den politiske situation i 1978.
Bogen er oversat af Viveca Tallgren efter 'Hay unos tipos abajo' (1998)
Anmeldelsen blev første gang publiceret på min blog, Bøgernes labyrint, 3. oktober 2016
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Lille, men væsentlig roman om hvordan angst og paranoia gennemsyrer en diktaturstat. Pablo har ikke noget at frygte – eller har han?
Det begynder lige så stille med at Pablos veninde, Ana, er bekymret. Hun er bekymret for ham, fordi ”der er nogle typer dernede”. Nogle ”typer”, som, tolker hun, er fra det hemmelige politi, for de har ”det karakteristiske udseende”. Han slår det hen, han er ikke politisk aktiv, og så vidt han ved, kender han ingen, der er det. Godt nok er han journalist, men han skriver kun om ufarlige ting.
Stedet er Argentinas hovedstad, Buenos Aires, og tiden er juni 1978. Argentina er værtsland for fodbold-VM trods adskillige protester, bl.a. nægtede Hollands store stjerne Johan Cruyff at deltage. To år tidligere havde militæret taget magten i Argentina ved et blodigt kup og indledte dermed ”den beskidte krig”, hvor man regner med at 30.000 personer forsvandt efter at være tilbageholdt af militæret. Særligt udsatte grupper var studerende, journalister, kunstnere og intellektuelle.
Det er derfor ikke underligt at tilsynekomsten af et par agenter er bekymrende, alle de forsvundne og myrdede blev jo ikke stillet for en domstol.
Pablo morer sig lidt over Anas uro og gør sig ærinder ned på gaden for at se dem; selv om de virkelig er agenter fra det hemmelige politi, behøver det jo ikke at være ham, de overvåger. Men langsomt kryber uroen ind under huden på ham.
Bogen er en uhyggelig beskrivelse af, hvordan paranoiaen spreder sig, ikke blot hos ham selv, men hos hans bekendtskabskreds, der lige så stille ikke vil associeres med ham. For bare det at kende en, der er i det hemmelige politis søgelys, er inkriminerende. Uhyggen øges ved de mange udfald af telefonforbindelsen og elektriciteten, har det noget med den eventuelle undersøgelse af ham at gøre? Hvis det nu er Pablo, de er ude efter.
Bogen slutter den 25. juni, hvor Argentina har vundet mesterskabet, og Buenos Aires’ centrum eksploderer i et fyrværkeri af jubel. Men hvor er Pablo?
Som nævnt var der en del diskussion om, hvorvidt man skulle støtte et stævne i en diktaturstat, og mange sagde hånligt, at sport og politik ikke har noget med hinanden at gøre. Sig det til magthaverne! De udnytter i høj grad den glans, et internationalt stævne kaster over landet. Og gør hvad som helst for at få det, uanset omkostningerne.
Antonio Dal Masetto (1938-2015) debuterede i 1969 med ’El siete de Oro’, han skrev i alt 12 romaner og et par novellesamlinger og har modtaget adskillige priser. ’Der er nogle typer dernede’, er vores første møde med ham på dansk takket være Mikroforlaget Apuleius’ Æsel. Hvor ville vi være uden de små idealistiske forlag?
Bogen er forsynet med to introduktioner, dels om forfatteren, dels om den politiske situation i 1978.
Bogen er oversat af Viveca Tallgren efter 'Hay unos tipos abajo' (1998)
Anmeldelsen blev første gang publiceret på min blog, Bøgernes labyrint, 3. oktober 2016
Kommentarer