Modernismens forgangsmand Villy Sørensen skriver i Formynderfortællinger om menneskets forhold til andre, til sig selv og om forholdet mellem frihed og nødvendighed.
Villy Sørensen har siden 1950erne været en nøgleperson i dansk kulturliv. Han var en af hovedaktørerne bag lanceringen af modernismen i Danmark i 1960erne, bl.a. besad han i perioden 1959-63 posten som redaktør på Gyldendals litterære tidsskrift Vindrosen i fællesskab med Klaus Rifbjerg.
Siden debuten i 1953 med Sære fortællinger er Villy Sørensens forfatterskab vokset støt, og i dag indeholder det en omfattende mængde tidsskriftsartikler, antologier, dagbøger og essaysamlinger samt tredive bogtitler og tyve oversættelser fra tysk og latin af bl.a. værker af Hermann Broch, Franz Kafka og Thomas Mann, forfattere der alle har inspireret Sørensen.
Forfatterskabet, der både er litterært og filosofisk, tager udgangspunkt i eksistentielle spørgsmål. Det handler om det at være menneske i en moderne verden. Fortællingerne i Formynderfortællinger handler om menneskets forhold til andre og til sig selv og om forholdet mellem frihed og nødvendighed. Det bliver til tolv historier om formynderi både på det politiske og det individuelle, menneskelige plan, men også til historier om undergang, splittelse og identitetstab. Fortællingerne er tillige en leg med sproget og med litteratur som genre. Der skrives op ad legender, eventyr og folkeviser, så man som læser forventer en opbyggelighed, hvor alting til slut falder på plads. Men i Sørensens fortællinger kommer forløsningen ikke, tværtimod bibeholdes undergangen. Sørensen siger det selv: ”Se så! nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi ikke mere end vi ved nu”. Det er denne omvending af indledningen til H.C. Andersens Snedronningen, der indleder Formynderfortællinger. Det understreges altså fra første linie, at fortællingerne er det modsatte af eventyr: nok kan det enkle og tilgængelige sprog og fortællestilen klassificeres som eventyrligt, men indholdet er mere komplekst; det kræver fortolkning og erkendelse.
Ved hjælp af litteraturen kan ukendte sider af mennesket og af den moderne verden erkendes. Individet og samfundet står centralt, og der knyttes an til den moderne psykologi og til historiske omstændigheder. Hermed stemmer fortællingerne overens med den opfattelse af litteraturen som et privilegeret erkendelsesredskab, som Sørensen selv var med til at lancere under begrebet modernisme.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer