Analyse
Doyle, A. Conan
Sir Arthur Conan Doyle er manden bag arketypen på en privatdetektiv: Den geniale ener, der med ufejlbarlig logisk deduktion løser det ene mysterium efter det andet - Sherlock Holmes.
I disse tider, hvor krimien er blevet stueren og ligefrem regnes som en kunstart, giver det mening at se tilbage på den mest holdbare, om ikke den første formation af genren, (denne ære tilfalder Edgar Allen Poes novelle The Murders in Rue Morgue fra 1841). Helt fra begyndelsen var Sherlock Holmes beundret og respekteret for sin skarpe hjerne og store retfærdighedssans – og allerede i 1934 blev den første Sherlock Holmes forening dannet i London – en trend der siden har spredt sig til hele verden. Alle kender kort sagt Sherlock Holmes og hans tro følgesvend Dr. Watson.
Sherlock Holmes indeholder mange aspekter. Han kan både læses som det ultimative billede på victoriatidens England og som en udødelig figur, der er blevet genfødt og reaktualiseret i de utallige fortolkninger, der har set dagens lys siden den første Holmes-historie kom til verden i 1887. Her i foråret 2011 kører der på dansk TV eksempelvis ikke mindre end to TV-serier, der tager udgangspunkt i Sherlock Holmes. Detektiven hører således ikke blot fortiden til.
Elementært min kære Watson
Det er ikke nødvendigt at præsentere Sherlock Holmes – han er nemlig en af de få litterære figurer, der har opnået status af myte, og hans navn kendes af mange flere end dem, der rent faktisk har læst Doyles originale bøger. Den berømte silhuet med deerstalker hatten (som på dansk netop ofte omtales som en ”Sherlock Holmes hat”), merskumspiben og den karakteristike profil med ørnenæsen og den spidse hage giver klare associationer til et helt bestemt verdensyn, ligesom den næsten til klichee-stadiet kendte replik ”Elementært min kære Watson” er gledet ind som en fast bestanddel af sproget. Interessant nok optræder denne replik aldrig i Doyles bøger, men stammer formodentligt fra William Gilettes fortolkning af Holmes i Orson Wells' radiostykke fra slutningen af 1930’erne. Replikken er således endnu et resultat, af de mange genfødsler Holmes har været igennem.
Holmes inspirerede og formede en hel genre af detektivfiktion i det tyvende århundredes England og indspirerede til utallige pasticher, parodier og fortolkninger i forskelligartede medier og på alverdens sprog. Holmes er således blevet symbolet på intellektets sejr – ikke blot over uretfærdighed og forbrydelse, men over verdens uforståelighed.
I den forbindelse er det interessant, at mange gennem tiden har anset Holmes for at være en virkelig person – en misforståelse som Doyle initierer gennem den hyperrealisme, der præger bøgerne. Realismefornemmelsen opnås gennem de konstante henvisninger til virkelige London-lokaliteter, og gennem Watsons henvisninger til sager, som læseren formodentligt har stiftet bekendskab med gennem pressen, samt til tidligere Sherlock Holmes sager, der blot endnu ikke er blevet nedfældet på skrift (og heller aldrig blev det).
På trods af den universelle karakter, som kendetegner figuren Holmes, er han altså i ekstrem grad et billede af sin samtid. Han kan læses som den ultimative hyldest til den positivistiske videnskab i Charles Darwins århundrede. Han personificerer så at sige victoriatidens nye verdenssyn, hvor alt i naturen og kulturen bliver set som underlagt logiske love, der tillader den trænede observatør, at deducere årsager ud fra virkning og gennemskue, hvad der er sket udfra efterladte spor. Holmes' evne til at ”læse” den menneskelige krop minder således meget om paleontologens evne til at rekonstruere en hel organisme ud fra fossile fragmenter - eller om darwinistens evne til at føre arterne tilbage til deres oprindelse.
Med Sherlock Holmes introducerer Doyle videnskabsmanden som helt (noget der går igen i hans Challenger-romaner), og han fuldender samtidig billedet af den victorianske gentleman som eventyrer, sportsmand og patriot – en karakteristik der langt hen ad vejen også passer på Doyle selv. Holmes massive intelligens har dog også sine omkostninger. Doyle beskriver ikke kun Holmes som et geni, men også som kold og umenneskelig – sider der bliver endnu tydeligere, når de sættes op i forhold til Dr. Watson. Holmes specielle hjerne koster også ham selv problemer. Han keder sig så snart der ikke er en sag på plakaten – bliver deprimeret og frustreret. Doyles billede af Holmes er således ikke blot et skønmaleri. Dette forhold peger videre på, at det ikke kun er victoriatiden, der har formet Sherlock Holmes. Som Paquale Accardo skriver: ”... det epos, som sammenfatter en hvilken som helst tidsperiode, bliver skrevet nær denne tidsperiodes slutning, hvor dens værdisæt er truet indefra af forfald og konflikt”. Holmes-historierne er således i lige så høj grad et produkt af fin de siécle-perioden – noget der understreges af, at en tredjedel af historierne er skrevet efter 1901 (afslutningen på dronning Victorias regeringstid). Alligevel foregår de alle sammen i victoriatiden og er præget af et nostalgisk tilbageblik på netop denne periode. De peger både fremad mod eksempelvis en større brug af retsteksniske beviser og bagud mod et døende århundrede. Holmes-historierne fungerer således ikke blot som kulmination på victoriatidens idealer, men også som kommentar til denne æra.
Andet end Sherlock
Selvom det er detektiven Sherlock Holmes, der sikrede Doyle hans berømmelse, skrev Doyle ikke mindre end 58 andre romaner, noveller og fagtekster – om alt fra boerkrigen til værker om spiritualisme. Hvis man vender blikket fra krimigenren og ser på hans øvrige skønlitterære værker, er det Dr. Challenger romanen The Lost World (1912), der er bedst kendt (ikke at forveksle med Jurassic Park filmen af samme navn). Bogen omhandler Professor Challengers bestræbelser på, at bevise tilstedeværelsen af en glemt verden, hvor dinosaurer og andre fortidige dyrearter stadig eksisterer. Ligesom Holmes-historierne er The Lost World og de fire andre Challenger-romaner præget af en stor grad af videnskabelige detaljer, hvor flora og fauna beskrives indgående.
Også historiske romaner beskæftigede Doyle sig med, hvoraf de mest kendte er Sir Nigel (1906) og The White Company (1891). Interessant nok mente Doyle selv, at disse romaner fortjente større anerkendelse end Challenger- og Holmes-historierne, og da Doyle i 1893 forsøgte at slå Holmes ihjel, var han motiveret af ønsket om mere tid til netop denne genre.
Imidlertid er der en intim forbindelse mellem de historiske romaner og Holmes-historierne. Sherlock Holmes, der ofte læses som idealbilledet på den den victorianske gentleman, kan uproblematisk ses som en opdateret version af de riddere, som Doyle hyldede i flere af sine historiske romaner. Sir Nigel og Sherlock Holmes deler således idealismen og lysten til, mere eller mindre uselvisk, at bruge deres ekstraordinære evner i søgen efter sandhed og retfærdighed. Blot har Holmes ikke et sværd, men sit intellekt.
Manden bag
Arthur Ignatius Conan Doyle (1859-1930) blev født som den tredje af ti søskende i en katolsk familie i Skotland. Derfor blev han som niårig sendt til en Jesuit skole. Senere studerede han medicin ved universitetet i Edingburg – noget der førte til et opgør med hans katolske baggrund. Doyle følte, som han skrev i sine memoirer, at hans ”intellektuelle selvrespekt” tvang ham til at vælge religionen fra. Hans fascination af videnskabelige helte som Sherlock Holmes og Dr. Challenger læses derfor ofte som et forsøg på at retfærdiggøre dette valg.
Opgøret med religionen problematiserede Doyles forhold til sin familie, og tvang ham til at klare sig uden deres finansielle støtte - noget der måske var endnu et skridt på vejen mod Sherlock Holmes’ fødsel. Det var nemlig, mens Doyle sad på kontoret i sin første ikke særlig succesfulde lægepraksis, at han skrev den første historie om detektiven: A Study in Scarlet, som blev trykt i Beeton’s Christmas Annual i 1887. Derefter blev Sherlock Holmes en uomgængelig del af Doyles liv de næste 40 år – hele 54 noveller og fire romaner blev det til. Doyle overvejede dog adskillige gange at stoppe arbejdet med den allerede dengang berømte detektiv, fordi det ”fjernede hans fokus fra vigtigere ting”. På trods af hans mors advarsler om, at offentligheden ikke ville tage det let, valgte Doyle i 1893 at slå Holmes ihjel. I novellen The Final Problem lod han Holmes og dennes ærkefjende Professor Moriarty falde ud over en klippe. Massive protester overbeviste dog Doyle om, at han skulle genoplive figuren, og i 1901 dukkede Holmes op i romanen The Hound of the Baskervilles. Holmes var ikke styrtet i afgrunden, men havde holdt sig fast i klippen – et faktum der angiveligt skulle danne baggrunden for begrebet cliffhanger om en spændende og usikker situation, der indtræder i slutningen af et kapitel, en scene eller en episode.
Doyle var imidlertid mere end blot manden bag Sherlock Holmes. Han var en eventyrer, der brugte sit fag til at opleve verden. Efter endt studie stævnede han således ud som skibslæge på et længere togt til den afrikanske vestkyst. I 1900 tjente han som frivillig læge på engelsk side under Boerkrigen, hvilket bevægede ham til at skrive en pamflet om denne konflikt – et arbejde der efter Doyles egen mening var skyld i, at han blev slået til ridder i 1902.
Doyle var i det hele taget meget interesseret i politik og stillede to gange op for Liberal Union, dog uden at blive valgt. Samtidig var han en habil og alsidig sportmand og dyrkede så forskellige ting som fodbold, cricket og golf.
Mod enden af hans liv måtte det positivistiske livssyn, som havde styret Doyle siden studietiden, vige for en anderledes interesse. Doyle fik en depression efter at have mistet sin nærmeste familie. Hans første kone Louisa døde i 1906 og hans søn Kingsley døde lige før afslutningen på 1. verdenskrig (hvor også andre nære familiemedlemmer døde). Imidlertid fandt han trøst i spiritualismen – et emne han både skrev fagprosa og skønlitteratur om. Således skrev han en Professor Challenger roman om emnet The Land of the Mist, og blandede således de to overbevisninger – videnskaben og spiritualiteten. Da Doyle døde 71 år gammel, var det på trods af hans ønske, stadig Sherlock Holmes han var berømt for!
Udvalgte værker:
Historien der begyndte det hele: A Study in Scarlet (1887).
Romanen der begyndte det hele på ny – efter Scherlock var genopstået fra de døde: ”The Hound of the Baskervilles (1902).
Romanen som bliver regnet for den næstbedste af Doyles romaner: ”The Sign of Four” (1890).
Top ti af de bedste Holmes-noveller:
The Adventure of the Speckled Band – fra samlingen The Adventures of Sherlock Holmes (1892).
The Red-Headed Legue – fra samlingen The Adventures of Sherlock Holmes (1892).
A Scandal in Bohemia – fra samlingen The Adventures of Sherlock Holmes (1892).
Silver Blaze – fra samlingen The Memoirs of Sherlock Holmes (1894).
The Blue Carbuncle – fra samlingen The Adventures of Sherlock Holmes (1892).
The Musgrave Ritual - fra samlingen The Memoirs of Sherlock Holmes (1894).
The Final Problem – fra samlingen The Memoirs of Sherlock Holmes (1894).
The Empty House – fra samlingen The Return of Sherlock Holmes (1905).
The Adventure of the Dancing Men - fra samlingen The Return of Sherlock Holmes (1905).
The Adventure of the Six Napoleons - fra samlingen The Return of Sherlock Holmes (1905).
Læs mere om forfatteren
I Doyles selvbiografi Memories and Adventures (1924) finder man forfatterens egen fremstilling af sit liv.
Links
På websitet http://sirconandoyle.com/ findes en let og overskuelig oversigt over Doyles liv og værk.
På websitet http://www.prairieghosts.com/doyle.html findes endnu en Doyle-biografi, men med vægt på spiritualismen.
Brittanica - The online encyclopedia
Artikel om A. Conan Doyle. Brittanica er en betalingsbase, der kræver abonnement, som mange biblioteker har adgang til.
Literature Resource Center
En omfattende litteraturvidenskabelig database. En betalingsbase, der kræver abonnement, som mange biblioteker har adgang til. En omfattende side om A. Conan Doyles liv og forfatterskab.
Den store danske - Gyldendals åbne encyklopædi
Artikel om A. Conan Doyle. Siden er udarbejdet af førende danske fageksperter.
Wikipedia : den frie encyklopædi
Artikel om A. Conan Doyle på engelsk. Alle kan lægge artikler ind og frit redigere i alt materiale på siden.
Læs mere om Sherlock Holmes:
Matthew E. Bunson: Encyclopedia Sherlockiana : an A-to-Z guide to the world of the great detective. - Macmillan, 1994. - xxi, 326 sider.
er slet og ret et leksikon over Sherlock Holmes verden, novellerne hvori han optræder, film og serier inspireret af figuren og meget meget mere.
I Rosemary Jann: The Adventure of Sherlock Holmes – Detecting Social Order. - Macmillan, 1995, xix, 150 sider., finder man en interessant gennemgang af fænomenet Holmes og en dybtegående analyse af fænomenets betydning og kontekst.
Joseph A. Kestner: Sherlock’s Men. - Aldershot, 1997. - viii, 250 sider., er en undersøgelse af mandeidealet i Doyles Holmes-historie og en parallelisering til kulturhistorien.
I David S. Payne: Myth and Modern Man in Sherlock Holmes. - Gaslight publications, 1992. - xiv, 311 sider., undersøger Payne Doyles brug af nostalgi.
Daniel Smith: The Sherlock Holmes companion : an elementary guide. - Aurum, 2009. - 192 sider.
Cand. mag. Sidsel Sander Mittet
Sir Arthur Conan Doyle er manden bag arketypen på en privatdetektiv: Den geniale ener, der med ufejlbarlig logisk deduktion løser det ene mysterium efter det andet - Sherlock Holmes.
I disse tider, hvor krimien er blevet stueren og ligefrem regnes som en kunstart, giver det mening at se tilbage på den mest holdbare, om ikke den første formation af genren, (denne ære tilfalder Edgar Allen Poes novelle The Murders in Rue Morgue fra 1841). Helt fra begyndelsen var Sherlock Holmes beundret og respekteret for sin skarpe hjerne og store retfærdighedssans – og allerede i 1934 blev den første Sherlock Holmes forening dannet i London – en trend der siden har spredt sig til hele verden. Alle kender kort sagt Sherlock Holmes og hans tro følgesvend Dr. Watson.
Sherlock Holmes indeholder mange aspekter. Han kan både læses som det ultimative billede på victoriatidens England og som en udødelig figur, der er blevet genfødt og reaktualiseret i de utallige fortolkninger, der har set dagens lys siden den første Holmes-historie kom til verden i 1887. Her i foråret 2011 kører der på dansk TV eksempelvis ikke mindre end to TV-serier, der tager udgangspunkt i Sherlock Holmes. Detektiven hører således ikke blot fortiden til.
Elementært min kære Watson
Det er ikke nødvendigt at præsentere Sherlock Holmes – han er nemlig en af de få litterære figurer, der har opnået status af myte, og hans navn kendes af mange flere end dem, der rent faktisk har læst Doyles originale bøger. Den berømte silhuet med deerstalker hatten (som på dansk netop ofte omtales som en ”Sherlock Holmes hat”), merskumspiben og den karakteristike profil med ørnenæsen og den spidse hage giver klare associationer til et helt bestemt verdensyn, ligesom den næsten til klichee-stadiet kendte replik ”Elementært min kære Watson” er gledet ind som en fast bestanddel af sproget. Interessant nok optræder denne replik aldrig i Doyles bøger, men stammer formodentligt fra William Gilettes fortolkning af Holmes i Orson Wells' radiostykke fra slutningen af 1930’erne. Replikken er således endnu et resultat, af de mange genfødsler Holmes har været igennem.
Holmes inspirerede og formede en hel genre af detektivfiktion i det tyvende århundredes England og indspirerede til utallige pasticher, parodier og fortolkninger i forskelligartede medier og på alverdens sprog. Holmes er således blevet symbolet på intellektets sejr – ikke blot over uretfærdighed og forbrydelse, men over verdens uforståelighed.
I den forbindelse er det interessant, at mange gennem tiden har anset Holmes for at være en virkelig person – en misforståelse som Doyle initierer gennem den hyperrealisme, der præger bøgerne. Realismefornemmelsen opnås gennem de konstante henvisninger til virkelige London-lokaliteter, og gennem Watsons henvisninger til sager, som læseren formodentligt har stiftet bekendskab med gennem pressen, samt til tidligere Sherlock Holmes sager, der blot endnu ikke er blevet nedfældet på skrift (og heller aldrig blev det).
På trods af den universelle karakter, som kendetegner figuren Holmes, er han altså i ekstrem grad et billede af sin samtid. Han kan læses som den ultimative hyldest til den positivistiske videnskab i Charles Darwins århundrede. Han personificerer så at sige victoriatidens nye verdenssyn, hvor alt i naturen og kulturen bliver set som underlagt logiske love, der tillader den trænede observatør, at deducere årsager ud fra virkning og gennemskue, hvad der er sket udfra efterladte spor. Holmes' evne til at ”læse” den menneskelige krop minder således meget om paleontologens evne til at rekonstruere en hel organisme ud fra fossile fragmenter - eller om darwinistens evne til at føre arterne tilbage til deres oprindelse.
Med Sherlock Holmes introducerer Doyle videnskabsmanden som helt (noget der går igen i hans Challenger-romaner), og han fuldender samtidig billedet af den victorianske gentleman som eventyrer, sportsmand og patriot – en karakteristik der langt hen ad vejen også passer på Doyle selv. Holmes massive intelligens har dog også sine omkostninger. Doyle beskriver ikke kun Holmes som et geni, men også som kold og umenneskelig – sider der bliver endnu tydeligere, når de sættes op i forhold til Dr. Watson. Holmes specielle hjerne koster også ham selv problemer. Han keder sig så snart der ikke er en sag på plakaten – bliver deprimeret og frustreret. Doyles billede af Holmes er således ikke blot et skønmaleri. Dette forhold peger videre på, at det ikke kun er victoriatiden, der har formet Sherlock Holmes. Som Paquale Accardo skriver: ”... det epos, som sammenfatter en hvilken som helst tidsperiode, bliver skrevet nær denne tidsperiodes slutning, hvor dens værdisæt er truet indefra af forfald og konflikt”. Holmes-historierne er således i lige så høj grad et produkt af fin de siécle-perioden – noget der understreges af, at en tredjedel af historierne er skrevet efter 1901 (afslutningen på dronning Victorias regeringstid). Alligevel foregår de alle sammen i victoriatiden og er præget af et nostalgisk tilbageblik på netop denne periode. De peger både fremad mod eksempelvis en større brug af retsteksniske beviser og bagud mod et døende århundrede. Holmes-historierne fungerer således ikke blot som kulmination på victoriatidens idealer, men også som kommentar til denne æra.
Andet end Sherlock
Selvom det er detektiven Sherlock Holmes, der sikrede Doyle hans berømmelse, skrev Doyle ikke mindre end 58 andre romaner, noveller og fagtekster – om alt fra boerkrigen til værker om spiritualisme. Hvis man vender blikket fra krimigenren og ser på hans øvrige skønlitterære værker, er det Dr. Challenger romanen The Lost World (1912), der er bedst kendt (ikke at forveksle med Jurassic Park filmen af samme navn). Bogen omhandler Professor Challengers bestræbelser på, at bevise tilstedeværelsen af en glemt verden, hvor dinosaurer og andre fortidige dyrearter stadig eksisterer. Ligesom Holmes-historierne er The Lost World og de fire andre Challenger-romaner præget af en stor grad af videnskabelige detaljer, hvor flora og fauna beskrives indgående.
Også historiske romaner beskæftigede Doyle sig med, hvoraf de mest kendte er Sir Nigel (1906) og The White Company (1891). Interessant nok mente Doyle selv, at disse romaner fortjente større anerkendelse end Challenger- og Holmes-historierne, og da Doyle i 1893 forsøgte at slå Holmes ihjel, var han motiveret af ønsket om mere tid til netop denne genre.
Imidlertid er der en intim forbindelse mellem de historiske romaner og Holmes-historierne. Sherlock Holmes, der ofte læses som idealbilledet på den den victorianske gentleman, kan uproblematisk ses som en opdateret version af de riddere, som Doyle hyldede i flere af sine historiske romaner. Sir Nigel og Sherlock Holmes deler således idealismen og lysten til, mere eller mindre uselvisk, at bruge deres ekstraordinære evner i søgen efter sandhed og retfærdighed. Blot har Holmes ikke et sværd, men sit intellekt.
Manden bag
Arthur Ignatius Conan Doyle (1859-1930) blev født som den tredje af ti søskende i en katolsk familie i Skotland. Derfor blev han som niårig sendt til en Jesuit skole. Senere studerede han medicin ved universitetet i Edingburg – noget der førte til et opgør med hans katolske baggrund. Doyle følte, som han skrev i sine memoirer, at hans ”intellektuelle selvrespekt” tvang ham til at vælge religionen fra. Hans fascination af videnskabelige helte som Sherlock Holmes og Dr. Challenger læses derfor ofte som et forsøg på at retfærdiggøre dette valg.
Opgøret med religionen problematiserede Doyles forhold til sin familie, og tvang ham til at klare sig uden deres finansielle støtte - noget der måske var endnu et skridt på vejen mod Sherlock Holmes’ fødsel. Det var nemlig, mens Doyle sad på kontoret i sin første ikke særlig succesfulde lægepraksis, at han skrev den første historie om detektiven: A Study in Scarlet, som blev trykt i Beeton’s Christmas Annual i 1887. Derefter blev Sherlock Holmes en uomgængelig del af Doyles liv de næste 40 år – hele 54 noveller og fire romaner blev det til. Doyle overvejede dog adskillige gange at stoppe arbejdet med den allerede dengang berømte detektiv, fordi det ”fjernede hans fokus fra vigtigere ting”. På trods af hans mors advarsler om, at offentligheden ikke ville tage det let, valgte Doyle i 1893 at slå Holmes ihjel. I novellen The Final Problem lod han Holmes og dennes ærkefjende Professor Moriarty falde ud over en klippe. Massive protester overbeviste dog Doyle om, at han skulle genoplive figuren, og i 1901 dukkede Holmes op i romanen The Hound of the Baskervilles. Holmes var ikke styrtet i afgrunden, men havde holdt sig fast i klippen – et faktum der angiveligt skulle danne baggrunden for begrebet cliffhanger om en spændende og usikker situation, der indtræder i slutningen af et kapitel, en scene eller en episode.
Doyle var imidlertid mere end blot manden bag Sherlock Holmes. Han var en eventyrer, der brugte sit fag til at opleve verden. Efter endt studie stævnede han således ud som skibslæge på et længere togt til den afrikanske vestkyst. I 1900 tjente han som frivillig læge på engelsk side under Boerkrigen, hvilket bevægede ham til at skrive en pamflet om denne konflikt – et arbejde der efter Doyles egen mening var skyld i, at han blev slået til ridder i 1902.
Doyle var i det hele taget meget interesseret i politik og stillede to gange op for Liberal Union, dog uden at blive valgt. Samtidig var han en habil og alsidig sportmand og dyrkede så forskellige ting som fodbold, cricket og golf.
Mod enden af hans liv måtte det positivistiske livssyn, som havde styret Doyle siden studietiden, vige for en anderledes interesse. Doyle fik en depression efter at have mistet sin nærmeste familie. Hans første kone Louisa døde i 1906 og hans søn Kingsley døde lige før afslutningen på 1. verdenskrig (hvor også andre nære familiemedlemmer døde). Imidlertid fandt han trøst i spiritualismen – et emne han både skrev fagprosa og skønlitteratur om. Således skrev han en Professor Challenger roman om emnet The Land of the Mist, og blandede således de to overbevisninger – videnskaben og spiritualiteten. Da Doyle døde 71 år gammel, var det på trods af hans ønske, stadig Sherlock Holmes han var berømt for!
Udvalgte værker:
Historien der begyndte det hele: A Study in Scarlet (1887).
Romanen der begyndte det hele på ny – efter Scherlock var genopstået fra de døde: ”The Hound of the Baskervilles (1902).
Romanen som bliver regnet for den næstbedste af Doyles romaner: ”The Sign of Four” (1890).
Top ti af de bedste Holmes-noveller:
The Adventure of the Speckled Band – fra samlingen The Adventures of Sherlock Holmes (1892).
The Red-Headed Legue – fra samlingen The Adventures of Sherlock Holmes (1892).
A Scandal in Bohemia – fra samlingen The Adventures of Sherlock Holmes (1892).
Silver Blaze – fra samlingen The Memoirs of Sherlock Holmes (1894).
The Blue Carbuncle – fra samlingen The Adventures of Sherlock Holmes (1892).
The Musgrave Ritual - fra samlingen The Memoirs of Sherlock Holmes (1894).
The Final Problem – fra samlingen The Memoirs of Sherlock Holmes (1894).
The Empty House – fra samlingen The Return of Sherlock Holmes (1905).
The Adventure of the Dancing Men - fra samlingen The Return of Sherlock Holmes (1905).
The Adventure of the Six Napoleons - fra samlingen The Return of Sherlock Holmes (1905).
Læs mere om forfatteren
I Doyles selvbiografi Memories and Adventures (1924) finder man forfatterens egen fremstilling af sit liv.
Links
På websitet http://sirconandoyle.com/ findes en let og overskuelig oversigt over Doyles liv og værk.
På websitet http://www.prairieghosts.com/doyle.html findes endnu en Doyle-biografi, men med vægt på spiritualismen.
Brittanica - The online encyclopedia
Artikel om A. Conan Doyle. Brittanica er en betalingsbase, der kræver abonnement, som mange biblioteker har adgang til.
Literature Resource Center
En omfattende litteraturvidenskabelig database. En betalingsbase, der kræver abonnement, som mange biblioteker har adgang til. En omfattende side om A. Conan Doyles liv og forfatterskab.
Den store danske - Gyldendals åbne encyklopædi
Artikel om A. Conan Doyle. Siden er udarbejdet af førende danske fageksperter.
Wikipedia : den frie encyklopædi
Artikel om A. Conan Doyle på engelsk. Alle kan lægge artikler ind og frit redigere i alt materiale på siden.
Læs mere om Sherlock Holmes:
Matthew E. Bunson: Encyclopedia Sherlockiana : an A-to-Z guide to the world of the great detective. - Macmillan, 1994. - xxi, 326 sider.
er slet og ret et leksikon over Sherlock Holmes verden, novellerne hvori han optræder, film og serier inspireret af figuren og meget meget mere.
I Rosemary Jann: The Adventure of Sherlock Holmes – Detecting Social Order. - Macmillan, 1995, xix, 150 sider., finder man en interessant gennemgang af fænomenet Holmes og en dybtegående analyse af fænomenets betydning og kontekst.
Joseph A. Kestner: Sherlock’s Men. - Aldershot, 1997. - viii, 250 sider., er en undersøgelse af mandeidealet i Doyles Holmes-historie og en parallelisering til kulturhistorien.
I David S. Payne: Myth and Modern Man in Sherlock Holmes. - Gaslight publications, 1992. - xiv, 311 sider., undersøger Payne Doyles brug af nostalgi.
Daniel Smith: The Sherlock Holmes companion : an elementary guide. - Aurum, 2009. - 192 sider.
Cand. mag. Sidsel Sander Mittet
Kommentarer